Rekordmange mister jobbet på grund af sygdom: BUPL vil have lov ændret

Antallet af pædagoger, som bliver afskediget på grund af sygdom, slår rekord, viser nye tal. Og sikkerhedsnettet for de ramte pædagoger er ikke godt nok. Det mener BUPL, som vil have loven ændret, så flere pædagoger kan få hjælp.
Stressramt kvinde sidder udenfor
Blandt de sygdomme, som ofte koster pædagoger jobbet, er stress og depression - ifølge BUPL's sagsbehandlere ofte forårsaget af et dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Aldrig før har så mange pædagoger mistet jobbet på grund af sygdom. I år 2023 modtog BUPL 1.136 sager om pædagoger, som var blevet afskediget på grund af sygdom. 

Dermed er antallet af pædagoger, som mistede jobbet på grund af sygdom, 20 procent højere end året før. Og det er ikke bare trist - det er direkte unødvendigt, mener Johnny Gaardsdal, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med politisk ansvar for blandt andet arbejdsmiljø.

BUPL: Mange fyringer kunne undgås

Pædagogernes fagforening forhandler hvert år et millionbeløb hjem til medlemmer, der bliver afskediget på forkert grundlag. En række af disse sager handler om fyring på grund af sygdom.

Men en lang række af afskedigelserne – og de efterfølgende forhandlinger – kunne undgås, hvis arbejdsgiverne gjorde mere for at holde på pædagogerne og sikre dem et ordentligt arbejdsmiljø, mener Johnny Gaardsdal.

”Når BUPL forhandler afskedssager, gør vi alt, hvad der står i vores magt for at fastholde medlemmernes tilknytning til arbejdsmarkedet, men vi løber alt for ofte panden mod en mur. Det er et kæmpe paradoks, at arbejdsgiverne ikke gør mere for at holde på deres pædagoger, når alle ved, hvor svært det bliver at finde en ny kollega på grund af den eskalerende rekrutteringskrise,” siger han og peger på, at den hyppigste årsag til sygdom blandt pædagoger er stress, som ofte udløses af dårligt arbejdsmiljø.

Ingen hjælp at hente: Arbejdsskader bliver ikke anerkendt

Arbejdsmiljølovgivningen er tydelig: Det er arbejdsgivernes ansvar at sikre pædagogerne et arbejdsmiljø, de ikke bliver syge af.

Alligevel er der ikke meget hjælp at hente i sager om psykiske arbejdsskader som følge af et dårligt arbejdsmiljø, lyder kritikken fra BUPL.

”Som arbejdsskadesystemet er indrettet i dag, er det meget svært at få anerkendt andre psykiske arbejdsskadesager end dem, hvor der har været tale om vold og trusler. Men der er masser af andre psykiske påvirkninger på en arbejdsplads, der kan gøre en syg, så man burde kunne anerkende flere typer af belastninger,” siger Johnny Gaardsdal, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med politisk ansvar for blandt andet arbejdsmiljø.

Læs også: Følelsesmæssig kødhakker koster pædagoger jobbet 

Presser på for lovændring: Sådan kan pædagoger hjælpe

Derfor forsøger BUPL og flere andre fagforeninger at få ændret lovgivningen, så ansatte, der bliver syge og mister jobbet på grund af dårligt arbejdsmiljø, kan blive bedre sikret.

Og det arbejde kan pædagogerne understøtte ved konsekvent at kontakte BUPL, hvis de bliver syge på grund af deres arbejdsmiljø, fortæller Johnny Gaardsdal.

”Det er altafgørende, at vi kan dokumentere omfanget af problemet. Så vi har brug for, at psykiske arbejdsskader anmeldes hver gang. Også dem, der ikke kan anerkendes, som reglerne er nu,” siger han.

Læs mere om arbejdsskader, og hvordan du indberetter dem til BUPL her.

Læs også BUPL’s vejledninger og råd om psykisk arbejdsmiljø her.

Læs mere om dine rettigheder under sygdom her.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.