Pigen i kørestolen lærte Maj den vigtigste sætning
Pigen var fire år og spastisk lammet. Hun sad i kørestol og fik mad gennem en sonde, der var opereret direkte ind i hendes mavesæk.
Man åbnede en lille låge i maven og satte en plastikslange med en diameter på en halv centimeter fast. For enden af slangen sad en sprøjte, og med den kunne man give hende medicin, proteindrik og væske.
’Hvad skal jeg gøre, mens jeg giver hende mad? Hvordan skal jeg tale med hende?’ spurgte jeg mine kolleger.
Kollegerne undrede sig: Hvad ville jeg snakke med hende om?
De kiggede undrende på mig. Pigen kunne tilsyneladende ikke indgå i en dialog, ikke tale og ikke styre sin mimik. Hvad ville jeg dog snakke med hende om?
Jeg var nærmest lige gået ud af gymnasiet og arbejdede som pædagogmedhjælper i en specialbørnehave.
Hurtigt følte jeg mig blæst bagover af, hvor dygtige mine kolleger var, både pædagoger, fysioterapeuter, ergoterapeuter og afspændingspædagoger. Det hele gik op i en højere enhed, når de forskellige professioner arbejdede sammen om børnene ud fra hver deres fagområde.
Eksempelvis under måltiderne, hvor pædagogernes blik for fællesskabet og børnenes udvikling blev suppleret af ergoterapeuterne, der støttede børnene i at sidde ved bordet og spise med gaffel eller ske. For en 19-årig pædagogmedhjælper var det så inspirerende at opleve.
Spændt fast med pandebånd og fodstøtter
Børnene havde typisk cerebral parese og sad i kørestol ligesom pigen. Hun var lille og spinkel og kunne ikke styre sine bevægelser eller holde sit eget hoved, så hun var nødt til at være spændt fast med pandebånd og fodstøtter.
Håret var tit samlet i rottehaler, og jeg husker, at hendes forældre altid gav hende det mest farverige tøj på. De fineste tasker og den flotteste hårpynt. Hun skulle have det samme som andre fireårige piger.
Og jeg husker, når jeg så smilet i hendes øjne. Hun kunne ikke tale, men det betød ikke, at hun ikke kunne være glad eller ked af det, have smerter eller kvalme. Jeg besluttede mig for at møde hende, ligesom jeg ville møde andre børn, uanset hvad mine kolleger ville tænke eller sige.
Satte ord på mine handlinger: Nu kommer jeg maden i sonden
Jeg satte ord på mine handlinger, mens jeg gav hende mad: ’Nu åbner jeg din sondeport. Nu kommer jeg maden i. Den smager af vanilje i dag.’
Efterhånden begyndte jeg at involvere pigen: ’Vil du have chokolade- eller jordbærsmag?’ Jeg holdt den brune og lyserøde flaske op foran hende, og hun valgte maden med sit blik.
Så tog jeg hendes hånd og lod hende hjælpe med at holde sprøjten og trykke stemplet ned. Vi gav os god tid og førte proteindrikken langsomt gennem sonden.
Jeg holdt øje med hendes ansigt og de små signaler. Et hævet øjenbryn eller et træk i mundvigen. Noget, der kunne fortælle mig, hvis det gik for stærkt, og der var brug for en lille pause. Når hun spiste sammen med mig på den måde, kastede hun ikke nær så meget op som ellers.
Jeg fik dyb kontakt til hende
Jeg fik i tiltagende grad en dyb kontakt til hende. Hun genkendte mig. Det kunne jeg se i hendes øjne og smil.
Selvom børn ikke har et sprog, er relationsarbejdet mindst lige så vigtigt. Nogle vil måske påstå, at jeg bare så, hvad jeg kiggede efter. Men jeg fornemmede en udvikling i pigen og i vores relation.
Da jeg først var blevet optaget af den oplevelse, var det så underligt for mig at se, hvordan mine kolleger, som ellers havde stort blik for relationsarbejde, gik til opgaven, som om den primært handlede om at give næring.
Jeg koblede etikken til pædagogikken
Det var der, jeg første gang koblede etikken til pædagogikken. Sammen med en fireårig pige fandt jeg det grundlæggende spørgsmål, jeg ville arbejde med fremover.
Det er stadig det helt store etiske spørgsmål for mig og en vigtig læresætning, som har været med til at forme mig som pædagog og leder, selvom jeg i dag arbejder på normalområdet.
For hver gang man tror, at man har regnet et andet menneske ud, kan man blive overrasket over, hvad personen tænker, føler og mener. Og hvad ved vi dybest set om, hvad der sker på indersiden af andre mennesker?
