Ny forskning: Sådan hjælper pædagoger børn, som lider i frikvarteret

Voldsomme konflikter og børn, der bliver ekskluderet fra legen og fællesskabet. Børn, der går rundt alene på udkig efter nogen at være sammen med. Frikvarteret er for børn, der mistrives i skolen, forbundet med hårdt arbejde. Men frikvarteret rummer samtidig store uudnyttede pædagogiske muligheder for at modvirke mistrivslen, og at den udvikler sig til skolevægring. Det viser ny forskning i skolefravær, hvor forsker og lektor på UC Syd Christina Holm Poulsen har fulgt børn i mistrivsel på tre forskellige folkeskoler.

”Alle de børn i mistrivsel, som vi har fulgt, havde rigtigt svære frikvarterer. Det har slået os, hvor mange konflikter der er. Det kan virke helt paradoksalt, men frikvarteret kan være forbundet med hårdt arbejde og lidelse for de børn, der har det svært i skolen,” siger hun. 

I frikvartererne bliver mistrivslen tydelig og børnene særligt udsatte

Forskerne så også, at børnene var meget overladt til selv i frikvartererne. Det knytter sig til nogle forståelser af, at frikvarteret er et frirum, og at pædagoger og lærere holder opsyn og er gårdvagter og ikke i tilstrækkelig grad er nysgerrige og opsøgende på børnenes samspil, forklarer forskeren. Hun ser store uudnyttede pædagogiske muligheder for at arbejde mere bevidst med frikvarteret som et pædagogisk rum. For frikvartererne ser ud til at have stor betydning for børns skoleliv.

”Frikvarteret bør prioriteres langt højere som en pædagogisk opgave. Både for at skabe trivsel blandt børnene og for at få øje på udsathed og minimere den, inden det er kommet derud, hvor barnet har svært ved at komme i skole. Det er ofte i frikvartererne, at mistrivslen bliver tydelig og børnene særlig udsatte. Derfor er det også der, de professionelle kan modvirke den,” siger hun.

Børn med højt skolefravær klarer sig ofte dårligere både fagligt og socialt

Børns skolefravær vækker bekymring og er kommet højt på den politiske dagsorden, fordi et højt skolefravær er forbundet med vanskeligheder på både kort og lang sigt. Børn med højt skolefravær klarer sig nemlig ofte dårligere både fagligt og socialt og både danske og internationale studier viser, at højt skolefravær er forbundet med risiko for senere at droppe ud af uddannelsessystemet med alle de økonomiske, sociale og samfundsmæssige problemer, der følger med. 

Hidtil har forskningen i langt overvejende grad beskæftiget sig med det enkelte barn som årsag til fraværet. Mange studier peger fx på psykiatriske diagnoser eller træk ved barnets personlighed som en forklaring. 

Langvarigt fravær og sociale dynamikker i klassen hænger sammen

Men særligt i en dansk sammenhæng peger forskere nu på, at vi skal kigge mere på fællesskaber og den sociale kontekst, som barnet er en del af, forklarer Christina Holm Poulsen. De indtil videre få studier, hvor børn er blevet interviewet om skolefravær, viser nemlig, at venner og følelsen af at høre til er central, og at langvarigt fravær og sociale dynamikker i klassen hænger sammen. Her kan pædagogers faglighed spille en vigtig rolle, påpeger hun.

”Pædagoger er grundlæggende optaget af fællesskaber, og de er er undersøgende og nysgerrige på dem. De har en faglighed, der kan fremme denne her forståelse og sætte mere skub under den,” siger hun. 

Pædagogers vigtigste opgave er at forbinde børn til hinanden

Et centralt begreb er ’skoletilhør’, som en positiv modsætning til skolefravær. Her ser man fraværet som noget, der er forbundet med et tilhør, eller mangel på samme, til skolens fællesskaber og derfor også noget, som pædagoger kan arbejde med. På baggrund af sin forskning har Christina Holm Poulsen et bud på den vigtigste opgaver for pædagoger i den sammenhæng. 

”Det har slået os, hvor betydningsfuldt det er, når pædagoger formår at forbinde børnene til hinanden og har betingelserne til det. Det handler først og fremmest om at have opmærksomheden på at gribe de situationer, hvor det er muligt. Dem er der rigtig mange af,” siger hun.

Mister blikket for betydningen af andre børn og fællesskabet

Forskerne har set mange eksempler på, at pædagoger overså muligheden, forklarer Christina holm Poulsen.

”En gængs tilgang, hvis et barn er udenfor, er, at pædagogen laver noget med barnet. I den bestræbelse kan det ske, at den voksne bliver så optaget af at gøre noget for barnet, at man mister blikket for betydningen af de andre børn, og af at barnet bliver en del af fællesskabet,” siger hun. 

Men forskerne har også set mange eksempler på, at det lykkes for pædagogerne at gøre barnet synligt for de andre børn og få dem forbundet. 

”Der er fx en pædagog, som sidder og spiller et spil med en dreng, der har det svært. Så kommer der en anden dreng hen, og pædagogen får ham inddraget og vist, at den dreng, der har det svært, er god til at spille. På den måde får hun gjort ham interessant for den anden dreng.”

Legegrupper i frikvarteret er ikke nok

Forskerne ser generelt, at lærere og pædagoger håndterer frikvarteret ved at lave legeaftaler og legegrupper, der skal sikre, at alle børn har nogen at lege med. Men den praksis giver ikke i sig selv deltagelsesmuligheder for alle børn. 

”Der er stadig børn, der hægtes af, og nogle gange bliver det en dobbelt eksklusion, fordi man er sat sammen med nogen, hvor de bare ikke kan få legen til at fungere. Selvom lærere og pædagoger prøver at skabe gode frikvarterer ved at lave legegrupper og fælles aktiviteter, er det stadig rigtigt svært,” siger hun.

Opsøgende pædagoger gør en stor forskel

Generelt bliver der brugt meget tid i undervisningen på at udrede konflikter fra frikvarteret, påpeger forskeren. 

”Konflikter er en del af det at være en et fællesskab, og det er svært. Men når pædagoger kan hjælpe i situationen, gør det en stor forskel,” siger hun.

Det så forskerne især på en af de tre skoler, hvor de var ude at observere.

”Den skole stikker virkelig ud i forhold til alle andre skoler, jeg har observeret på. De har dels flere pædagoger og lærere ude i frikvarteret, og så er de opsøgende på børns samspil og relationer.”

På den skole så forskerne, at de professionelle hele tiden var nysgerrige på at skabe nye sociale dynamikker og arbejdede med, hvordan det enkelte barn kan blive en del af fællesskabet. 

”Pædagogerne er opsøgende går ind i aktiviteten for at hjælpe i gang og få alle børn med. Så trækker de sig lidt og observerer og træder til igen, hvis det ikke helt går. Hænger et barn i periferien, hjælper pædagogen med, at barnet får en mere aktiv og synlig rolle i det, der foregår,” siger Christina Holm Poulsen.

Understøttende undervisning foregår også i frikvarteret

Ifølge forskeren er der god grund til at genbesøge spørgsmålet om, hvad pædagogernes rolle i skolen egentlig er. For der er en forståelse af, at det at understøtte undervisningen foregår i klasseværelset, påpeger forskeren.

”Vi vil gerne vende den lidt om og stille spørgsmålet, om det at understøtte undervisningen ikke også foregår ude i frikvarteret? Fordi frikvarteret har så stor betydning for børnenes trivsel og for det, der finder sted i klasseværelset.”