Guide: Sådan giver I gode råd til vintergarderoben

Vinteren har meldt sin ankomst, og det betyder, at også børnenes garderobe skal passe til det våde, kolde vintervejr.

Så blev det vinter og råkoldt. Der er lange næser og røde kinder, og der er strålende øjne, for der er lige kommet sne nok til en snemand og en kælketur. Eller måske er det diset og tåget og småregnende? Pyt med det, vi skal ud alligevel. Men hvad med vintergarderoben? Den integrerede institution Røde Ko i København er en af de institutioner, der i mange år har gjort meget ud af at rådgive forældrene. »Hver gang vi nærmer os en ny årstid, kommer vi med gode råd i vores nyhedsbrev,« fortæller pædagog Sara Haubjerg, der arbejder i institutionens vuggestue.

»Når det gælder vintergarderoben, er der tre ting, der betyder noget: Sikkerhed, varme, og at tøj og støvler er relativt let at få på og af. Og så er det jo derudover vigtigt, at børnene ikke føler sig hæmmet i legen, selvom de er i vintertøj. For eksempel er der mange forældre, der køber for store luffer til børnene, så de ikke kan tage fat i tingene.«

Ifølge Sara Haubjerg tager forældrene godt imod rådene og følger dem i vid udstrækning, men der er også de forældre, hvor der lige skal følges op med en snak.

»Det betyder jo rigtig meget, hvis der er velcrolukning på støvlerne i stedet for snørebånd, når vi skal have mange børn gennem garderoben og ud på legepladsen. Det gør det
nemmere for os, men det gør også, at børnene hurtigere bliver selvhjulpne og klarer det selv. På samme måde opfordrer vi til, at de har indesko, de selv kan tage på,« siger Sara Haubjerg.

Et er gode råd, noget andet er orientering om love og regler i Røde Kos opdaterede skrivelser om garderoben. »Der må jo i dag ikke være snore i tøjet, som børnene kan hænge fast i, hvis de for eksempel klatrer i træer. Og når luffer fastgøres i flyverdragten, må det ikke være med en snor gennem dragten, som man brugte det tidligere. Nu skal lufferne være klipset fast ved ærmerne eller fastgjort med en elastiksnor op til nakkestroppen. Når vi fortæller om den slags, er det vigtig orientering og ikke kun gode råd« siger Sara Haubjerg.

Sikre snore og stropper

  • Tøj til børn op til 7 år må ikke have bindebånd eller snore i hoved- og halsområdet.
  • Tøj til børn mellem 7 og 14 år må ikke have bindebånd i hovedog halsområdet, der er længere end 75 mm, eller snore med frithængende ender.
  • Børnetøj må ikke have bindebånd eller snore med frithængende ender, der er længere end 140 mm i bryst- og taljeområdet.
  • Andre bindebånd eller snore i børnetøj må ikke hænge længere ned end til ærmets eller tøjets kant. Funktionelle snore ved den nederste buksekant skal være på indersiden af  bukserne.

4 forbud

  • Nej til halstørklæder og huer med bindesnore
  • Nej til luffer-snore gennem flyverdragten. De skal fastgøres i nakkestroppen
  • Nej til støvler, som ikke støtter godt, og som de små kan vrikke rundt i
  • Nej til støvler, som børnene ikke kan stå fast med, når det er glat

Varm fra inderst til yderst

Ekstra indetøj
Om vinteren bliver børnene let våde, og selvom de har vandskyende tøj på, kan de alligevel ende med at blive våde indenunder vintertøjet. Så husk ekstra indetøj.

Overgangen til vinter
Regntøj og termotøj er godt i overgangsperioden, og som noget nyt kan man nu også få en kombination i form af softshelltøj. Det holder vind og regn ude og er godt på kolde dage med en varm trøje under.

Todelt vintertøj
Mange børnehavebørn har todelt vintersæt. Det er blandt andet en fordel, når børnene selv løber ind på toilet. Fordelen ved flyverdragten er, at den ikke skiller på midten.

Flyverdragt
Når de mindste skal have flyverdragt på, er det en fordel med to lynlåse foran. Det gør den nemmere at få dragten på og af, og børnene kan ofte selv kravle i den. Flyverdragten til de mindste bør hverken være for lille eller for stor, for begge dele gør det svært for børnene at bevæge sig frit. Man kan måle det ved at mærke, om der er en håndfuld stof på numsen af barnet, når det står op, hverken mere eller mindre. Er der det, passer flyverdragten.

Luffer
Luffer med tommeltot er gode for børnehavebørn. Men pas på, at de ikke er for store, for det besværliggør legen. Lufferne skal være varme og gerne forsynet med lynlås – eventuelt velcrolukning, så de er lette at få af og på. Når lufferne er fastgjort i jakke eller flyverdragt, er det vigtigt, at snoren ikke er for lang. Dermed kommer lufferne ikke i vejen, når de ikke bruges.

Støvlerne
Til de små vuggestuebørn, der lige har lært at gå, er snørestøvler bedst. De støtter rigtig godt til de stadig usikre fødder. Til børn, der er mere sikre på fødderne, og til de lidt større børn, er det en god ide med støvler med velcrolukning, så børnene lærer at klare det selv.

Huer
Elefanthuer er gode til at varme både ører og hals. Dermed overflødiggør elefanthuen det ’forbudte’ halstørklæde.

Vanter
Generelt er strikvanter gode for vuggestuebørn, der med de små fingre skal kunne tage fat i og lege med ting. Men vandskyende luffer er bedst, når det er vådt og koldt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.