Offentligt ansatte går tidligere på pension: Men 4 ting får jer til at blive længere   

Der er stor mangel på pædagoger, og faldende optag på pædagoguddannelsen og stigende børnetal gør kun problemet værre. Nu viser nye tal, at offentligt ansatte oven i købet går tidligere på pension end privatansatte. Ifølge ny forskning er der fire forhold, der får offentligt ansatte til at blive længere i job.
Senioraftale
Offentligt ansatte går tidligere på pension end privatansatte. Ikke uden grund, mener BUPL.

Mange institutioner skriger på pædagoger, men optaget til pædagoguddannelsen falder, mens børnetallet ser ud til at gå opad i de kommende år. Nu viser der sig endnu et problem, som kan forværre den i forvejen store mangel på pædagoger: Medarbejdere på det offentlige arbejdsmarked går ifølge nye tal tidligere på pension end privatansatte.

Der er dog også faktorer, der kan få medarbejdere i det offentlige til at blive længere i jobbet. Det viser ny forskning, som du kan læse om i denne oversigt fra Børn&Unge.

 

Hvornår går pædagoger på pension?

Gennemsnitsalderen for, hvornår pædagoger begynder at bruge af deres pensionsopsparing er 65,17 år. I 2014 var tallet 63,76, oplyser PBU. Pædagoger går altså senere på pension år for år, men udviklingen sker ikke lige så hurtigt som for andre grupper på arbejdsmarkedet.

 

Er der forskel på, hvornår offentligt og privatansatte går på pension?

Ja. 1 år og 4 måneder. Så meget tidligere trak medarbejderne i 2021 sig tilbage fra arbejdsmarkedet på offentlige arbejdspladser sammenlignet med private. Og gabet er vokset. I 2014 var forskellen kun omkring et halvt år. Det viser en analyse, som brancheforeningen Forsikring & Pension har foretaget for Berlingske.

 

Hvad siger eksperten?

”Forskellen i tilbagetrækningsalderen er noget, man skal forsøge at gøre noget ved. Det er dyrt og får konsekvenser for de offentlige finanser, hvis den faktiske tilbagetrækningsalder ikke kommer til at stige.”

Torben M. Andersen, professor i økonomi på Aarhus Universitet, til Berlingske

 

Hvad kan få dig til at blive?

Hvad er afgørende for, hvor længe du bliver i jobbet? Det spørgsmål har 12.000 seniorer besvaret i et forskningsprojekt fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Svarene viser ifølge professor Lars L. Andersen, at arbejdsgiverne skal kigge på fire punkter, hvis medarbejderne skal blive længere på det offentlige arbejdsmarked:

  • Kvaliteten af ledelsen
  • Klarhed over forventninger og arbejdsopgaver
  • Samarbejde og kollegial støtte
  • Retfærdig behandling

Kilde: Berlingske

 

Hvad mener BUPL?

”Pædagoger og andre offentligt ansatte trækker sig ikke tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet uden grund. Næsten én ud af fem pædagoger har haft en arbejdsrelateret sygdom inden for det seneste år. Og støj, alt for højt tempo og stress er hverdag for alt for mange. Det er dén virkelighed, vi må lave om på, hvis vi vil have flere til at blive længere, hvilket vi i BUPL er enige i er en nødvendighed.”

Birgitte Conradsen, næstformand, BUPL

 

Hvor kan jeg læse mere?

Find flere informationer om den aktuelle rekrutteringskrise for pædagoger og BUPL’s forslag til løsninger

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.