BUPL i hård afvisning af regeringens lovforslag: Fingrene væk fra store bededag

Regeringen har fremlagt sin plan for afskaffelse af store bededag. BUPL afviser regeringens forslag i kraftige vendinger, og en enig fagbevægelse bakker op. Læs her, hvad konsekvenserne kan blive.
Regeringens forslag om afskaffelse af Store Bededag møder hård kritik fra BUPL og en samlet fagbevægelse

Regeringen ser nu ud til at gøre alvor af sin plan om at afskaffe store bededag for skaffe flere penge til forsvarsbudgettet.

Det på trods af, at en enig fagbevægelse har skudt forslaget ned, og flere førende økonomer har afvist, at forslaget vil give de besparelser, som regeringen påstår.

Regeringen har nu offentliggjort et lovforslag, som understreger, at eksempelvis daginstitutioner og SFO’er fra år 2024 skal holde åbent på store bededag, og at pædagoger og andre ansatte vil blive kompenseret for den ekstra arbejdsdag (se boks).

Hård pædagogkritik af lovforslag: Voldsomt indgreb

BUPL-formand Elisa Rimpler er særdeles kritisk over lovforslaget. Hun afviser blankt ideen om at afskaffe en helligdag for de i forvejen pressede pædagoger.

”Det er helt uhørt, at regeringen på den her måde bare fjerner en af vores fridage og tvinger os til at arbejde mere. Det er et voldsomt indgreb i vores overenskomst- og aftalesystem, som vi ikke kan acceptere,” siger hun. 

BUPL-formanden er ikke alene med sin kritik. Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, som organiserer 1,3 millioner lønmodtagere, kalder forslaget ’utilstedeligt.’ Også Dansk Arbejdsgiverforening kalder det problematisk, at regeringen vil pille ved de kollektive aftaler og overenskomsters bestemmelser om store bededag.

BUPL: Vi vil kæmpe mod regeringens plan

Regeringen kan gennemføre sit forslag trods stor modstand fra både opposition og fagbevægelse samt bekymringen hos arbejdsgiverne. Folketinget har nemlig ret til at afskaffe helligdage uden om arbejdsmarkedets parter, og regeringspartierne (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har tilsammen flertal i Folketinget.

Spørger man hos BUPL, bør regeringen dog lægge planerne i graven så hurtigt som muligt.

”Det her handler ikke om økonomisk kompensation. Det handler om, at politikerne skal holde fingrene fra vores fridage. Og vi kommer til at bekæmpe det her sammen med vores kolleger i fagbevægelsen og gøre alt, hvad vi kan for at få regeringen til droppe lovforslaget,” siger Elisa Rimpler.

Regeringen: Afskaffet helligdag giver løntillæg til pædagoger

Regeringen oplyser, at lovforslaget vil gøre Store Bededag til en almindelig ekstra arbejdsdag og samtidig vil sikre, at de lønmodtagere, der skal arbejde mere, får løn for det ekstra arbejde.

Når arbejdstiden forøges med en almindelig arbejdsdag, vil lønmodtagere, der får fast månedsløn – heriblandt pædagoger – få et løntillæg af arbejdsgiveren, der svarer til værdien af en almindelig arbejdsdag. Løntillægget opgøres som 0,45 procent af årslønnen. Timelønnede modtager den aftalte timeløn for almindelige arbejdsdage.

Ifølge regeringen tager lovforslaget højde for de øgede kommunale udgifter, det vil give, at blandt andet vuggestuer, børnehaver og SFO’er vil skulle holde åbent en ekstra dag. Regeringen oplyser, at man nu går i dialog med Kommunernes Landsforening (KL) om de øgede udgifter.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.