Et katastrofeopkald fra fremtiden

Vi har fået et katastrofeopkald fra fremtiden, der bør få alle alarmklokker til at bimle og bamle hos politikerne på Christiansborg og i kommunerne

Advarslen er ikke til at tage fejl af: Hvis vi ikke får gjort noget ved pædagogmanglen, får det alvorlige konsekvenser for fremtidige børnegenerationers trivsel og udvikling.

Sommerens tal for søgningen og optaget på pædagoguddannelsen er nedslående og gruopvækkende læsning. Antallet af unge, der søger ind på uddannelsen, er faldet med 19 procent. Flere end hver femte pædagogstuderende er forsvundet siden 2016. Det er dramatisk.

Pædagogmanglen er allerede nu rå virkelighed mange steder. De seneste tal viser, at der på et halvt år har været 4.360 forgæves rekrutteringsforsøg efter pædagoger. 11.000 pædagoger har forladt faget og arbejder i andre brancher. Kun hver anden pædagogiske medarbejder i daginstitutionerne har en pædagoguddannelse. Og andelen falder.

Læg dertil, at børnetallet stiger med 45.000 bare frem mod 2030. Det er ikke en nyhed og burde derfor ikke komme bag på politikerne. Ligesom tendensen med færre pædagogstuderende og mindre ungdomsårgange også har været kendt i mange år.

Vi har forsøgt at råbe politikerne op i mange år. Tidspunktet for rettidig omhu er for længst overskredet. Der skal ske noget nu, hvis vi ikke vil sætte kvaliteten i vores børnevelfærd helt over styr.

Lad os være ærlige. Pædagogmanglen kan ikke løses med et snuptag. Men omvendt ved vi jo godt, hvad der skal til: ­Investering i en mere attraktiv uddannelse, bedre vilkår og rammer for det pædagogiske arbejde og sidst, men ikke mindst, en bedre løn. 

Hvis der skal være pædagoger nok til vores børn i fremtiden, skal det være mere attraktivt at blive og være pædagog. Det kræver, og at politikerne investerer i de pædagogstuderende, at vi som pædagoger har tid til at bruge vores faglighed uden at blive slidt ned. Og så kommer vi heller ikke uden om et opgør med vores lønefterslæb.

Vi har ikke brug for flere ord. Vi har brug for handling.