Vi skal have tid til omsorg

Gråd er et naturligt udtryk for følelser, og som udgangspunkt er det et sundhedstegn, at børn viser, når de er kede af det. Men børn og pædagoger må ikke få en hverdag, hvor konflikter og gråd tager over, og der ikke er tid og overskud nok til den trøst og omsorg, barnet har brug for.

Mange af os kan sikkert genkende følelsen af afmagt, når vi ikke kan imødekomme et grædende barns behov. Og så er barnets naturlige reaktion ofte at græde endnu mere. Måske smitter gråden andre børn, og lyd- og stressniveauet stiger. Der er kun én ting, der er værre: Hvis børn helt holder op med at græde, fordi de på den hårde måde lærer, at der ikke er tid til trøst.

Jeg er desværre ikke overrasket over, at pædagoger her i Børn&Unge fortæller om mere gråd i hverdagen. Gråden er jo et symptom på pressede daginstitutioner, hvor vi mangler flere pædagogkolleger, som kan søsætte pædagogiske aktiviteter, der optager børnene, styrker børnefællesskabet, skaber begejstring og fordybelse. Og som kan give børnene tryghed og omsorg. 

Kan vi selv gøre noget ved det? Ja, både ledere og gode kolleger spiller en stor rolle for at sætte ind, hvis gråden bliver hverdag. Men det er op ad bakke, når det i forvejen er en kamp at få vagtplanen til at hænge sammen og finde tid til pædagogisk sparring.

Som pædagoger brænder vi for at give børnene den omsorg, de har brug for. Og derfor påvirker gråden os meget. Ikke alene fordi vi er mennesker af kød og blod, men fordi vi har en faglighed, der byder os at imødekomme børns følelsesmæssige behov.

Pilen peger på politikerne, som fastlægger rammerne for vores arbejde. Hver gang de forringer vilkårene, sylter pædagoguddannelsen eller holder lønnen nede, er der en konsekvens for børnene. Det er børnene, der mangler omsorg, tryghed og god pædagogik i hverdagen.

Som pædagoger skal vi have bedre mulighed for at bruge fagligheden og være de pædagoger, vi gik ind i faget for at blive. Det kræver bedre løn og arbejdsvilkår, så flere vil være med til at løfte den vigtigste opgave, der findes.

Hvis det ikke sker, frygter jeg, at endnu flere forlader vores fag. Og det ville være lige til at græde over.