BUPL: Ny folkeskoleaftale risikerer at forringe fritidsområdet

Skoledagen bliver kortere, men pengene til øget åbningstid i SFO'erne følger ikke automatisk med. Det risikerer at gå ud over trivslen, advarer BUPL.
Foto af Elisa Rimpler, formand for BUPL

Skoledagen bliver fremover kortere for de mindste børn i folkeskolen, men pengene til øget åbning i SFO følger ikke automatisk med. 

”Det er bekymrende for pædagogernes mulighed for at arbejde med børns trivsel og udvikling. I forvejen er fritidsområdet sparet i bund. 2,5 milliarder er der forsvundet fra fritiden siden 2013, og min frygt er, at fritiden bliver endnu hårdere presset med denne aftale,” siger BUPL-formand Elisa Rimpler. 

Med aftalen skæres der ugentligt 2 timer fra undervisningen i indskolingen. Pengene fra den forkortelse vil i princippet følge med over i fritiden. Men kommunerne får også lokalt frihed til at afkorte undervisningen yderligere, dog uden at de er forpligtet på at kompensere SFO’en for den udvidede åbningstid. Derfor kan kommuner eller skoler vælge at afkorte skoledagen – uden at kompensere SFO’erne for den øgede åbningstid. 

Det er virkelig problematisk, at man risikerer at stække fritiden i en situation, hvor børns og unges mistrivsel er i kraftig stigning. 

Elisa Rimpler, BUPL-formand

Økonomi spænder ben for gode intentioner

”Det er virkelig problematisk, at man risikerer at stække fritiden i en situation, hvor børns og unges mistrivsel er i kraftig stigning. I SFO’en og klubben skal pædagogerne arbejde forebyggende med trivsel - bl.a ved at skabe rammerne for børn og unges leg og egenkultur. Aktiviteter, der giver mening for børnene. Fritiden er et tiltrængt vurderingsfrit rum, hvor pædagogerne fokuserer på at få alle børn med i stærke børnefællesskaber. Men det er selv sagt svært, når man som pædagog står alene med alt for store børnegrupper,” siger Elisa Rimpler. 

Aftalen indeholder også positive elementer, som for eksempel timebanken, der blandt andet kan bruges til at sikre trivselsarbejdet. Men i følge Elisa Rimpler spænder økonomien ben for de gode intentioner, bl.a. om at tage livtag med trivselskrisen. Det ærgrer BUPL-formanden: 

”Jeg er glad for, at man i aftalen understreger, at man vil lytte til trivselskommissionen, når den kommer med sine anbefalinger, men uden mere økonomi bliver aftalen her ikke det håbede vendepunkt i kampen mod mistrivsel,” siger hun. 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.