Børnelivets rammer slår revner

Et godt liv begynder med et godt børneliv. Sådan står der skrevet i regeringsgrundlaget fra den 14. december 2022. Jeg kunne ikke være mere enig. Det kræver gode rammer for børn og unge, hedder det. Men der er alvorlige revner i rammerne.

Faktum er, at næsten halvdelen af danske unge mellem 16 og 24, ifølge Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, oplever en grad af mistrivsel. Det er mildt sagt alarmerende tal. Og det er en klar advarsel om, at de rammer, vi lige nu tilbyder børn og unge, langtfra er gode nok.

Mistrivsel er ikke et pludseligt eller individuelt skabt ungdomsfænomen, der sætter ind omkring udskolingen. Mindst 16 pct. af de nul-niårige oplever betydelige mentale helbredsproblemer. Det starter, når børnene er små og fortsætter i grundskolen, hvor hver anden forælder vurderer, at deres barn ikke er i god trivsel.

Der er et kæmpe gab mellem de højttravende ambitioner om de gode rammer og betingelser for børn og unge, som politikerne jævnligt italesætter, ikke mindst når der er valgkamp – og til virkeligheden på gulvet. Og det har konsekvenser.

Alle ledere og pædagoger er smerteligt bevidste om, at mange børn kunne have fået en langt større og bedre livschance i en mindre børnegruppe med en pædagog til stede. For nylig udkom den nationale kvalitetsundersøgelse af daginstitutionsområdet fra EVA og Vive, som kommunerne selv har presset på for. Her blev det dokumenteret sort på hvidt, at det halter gevaldigt. 38 pct. af daginstitutionerne på nul-toårsområdet har utilstrækkelig eller ringe kvalitet. Kun 13 pct. vurderes at have god kvalitet.

Rapporten slår samtidig fast, at der er en positiv sammenhæng mellem kvalitet og det, at der er en pædagog til stede det meste af dagen. Det burde ikke komme som en overraskelse. Pædagoger har netop den faglige ballast, der gør os i stand til at skabe betingelserne for den gode pædagogik, der både understøtter det enkelte barn – og børnegruppen.

Når rammerne ikke er i orden, kan det have alvorlige konsekvenser.

Pædagogerne er garanter for, at vuggestuer, børnehaver og fritidsinstitutioner er mere end en arbejdsmarkedsforanstaltning. At børn, unge og forældre møder et omsorgsfuldt miljø, hvor børnene bliver udfordret med alderssvarende aktiviteter, og hvor leg og fællesskaber er den meningsfulde ramme for at vokse op og udvikle sig som et lille eller ungt menneske. Kort sagt: Pædagogerne kan – selvfølgelig sammen med forældrene – skabe de rette betingelser for, at børn har det godt, er i god udvikling og har mod på livet. Hvis de får lov.

Men det kræver, at rammerne er i orden. Det er politikernes del af opgaven. Samfundskontrakten. At der er pædagoger nok. At der er gode normeringer, der gør det muligt for pædagogerne at opdele børnene i små grupper. At der er ordentlige fysiske rammer om både børn og voksne.

Når rammerne ikke er i orden, kan det have alvorlige konsekvenser. Det sætter sig i mistrivsel, som trækker spor og lægger kimen til alvorlig mistrivsel senere i livet. Det har særligt konsekvenser for børn i udsatte positioner, som ikke får tilstrækkelig støtte med hjemmefra.

Ifølge førnævnte kvalitetsundersøgelse fra EVA og Vive er det kun hvert 10. barn i udsathed, der er så heldig at gå i et dagtilbud, der kan forventes at gøre en kompenserende positiv forskel. Eller sagt på en anden måde: 9 af 10 nul-toårige børn i udsathed får ikke det tilbud, de har behov for. Det er 15.000 børn. Det er menneskeligt – og politisk – fuldstændigt uansvarligt.

De 650 mio. kr., regeringen har afsat som en særlig hjælp til de pressede kommuner, er uden tvivl en kærkommen håndsrækning. Men det rækker ikke

Det vakte stor opstandelse, da det i forsommeren kom frem, at andelen af læreruddannede i folkeskolen nu kun er på 81,2 pct. Og med god grund. Det går nemlig ud over kvaliteten, når fagligheden ryger. Men jeg havde, dengang som nu, lyst til at indskyde, at i daginstitutionerne er det kun halvdelen af de ansatte, der har en pædagoguddannelse. Hvis man regner i årsværk vel at mærke. Tæller man i hoveder, er pædagoger nu i undertal.

Lokale variationer betyder desværre, at der mange steder slet ikke er et forsvarligt pædagogisk miljø. Pædagogandelen er simpelthen for lav. Jeg kunne ønske mig, at erkendelsen af vigtigheden af faglighed i arbejdet med børn ikke først begyndte, når børnene har fundet deres plads i klasseværelset. Det synes desværre ofte at være tilfældet. I særdeleshed i kommunalbestyrelserne.

Her har en stribe kommuner i et forsøg på at få enderne til at mødes rent økonomisk for nylig skåret i pædagogandelen, altså antallet af ansatte med en pædagoguddannelse. I Allerød Kommune indgik f.eks. en pædagogandel på 30 pct. i dens seneste sparekatalog. Et forslag, der heldigvis er skrinlagt. I Viborg udtalte borgmester Ulrik Wilbek i foråret i ramme alvor, at færre pædagoger ikke vil betyde en dårligere kvalitet.

Kunne man forestille sig samme tænkning på skoleområdet? Eller på sygehusene?

De 650 mio. kr., regeringen har afsat som en særlig hjælp til de pressede kommuner, er uden tvivl en kærkommen håndsrækning. Men det rækker ikke. Vi undgår ikke besparelser i den borgernære velfærd.

Lad mig slå fast, at jeg aldrig kommer til at forklare eller forsvare kommunale besparelser på børneområdet. Men det er Christiansborgs ansvar at sikre de midler, der skal til, så kommunerne kan opretholde og udvikle vores fælles velfærd.

Forældrenes forventninger til niveauet i vuggestuer og børnehaver er helt naturligt høje. Det skal de være. At 38 pct. af dem i dagens Danmark hver dag overlader deres børn til daginstitutioner af utilstrækkelig eller ringe kvalitet, er i det lys en katastrofe. Samfundskontrakten forvitrer. Det sker allerede. Flere forældre vælger at hjemmepasse. Mange steder med tilskud fra kommunerne. Men det må aldrig være den mangel på kvalitet i daginstitutionerne, der får forældrene til at træffe valg om at holde børnene hjemme og væk fra de udviklende børnefællesskaber.

Og hvad skal vi med skattelettelser, hvis vores børn bruger otte timer om dagen i et utilstrækkeligt dagtilbud?

De mørke, truende skyer blev aldrig rigtig til det skybrud af kriser, den nyvalgte regering rustede sig selv og danskerne til i vinter. Vi kom aldrig ind i det meget dårlige vejr for økonomien, lød det forleden fra statsministeren. Det fik statsminister Mette Frederiksen til at melde ud, at fokus er skiftet. Den nye valuta er arbejdskraft. Penge er der nok af.

Det budskab står bare i skærende kontrast til virkeligheden ude i kommunerne. Pengene rækker ikke.

Det er for nemt for de ansvarlige politikere at skøjte rundt i forældreansvar og sociale mediers slagside, når den stigende mistrivsel skal forklares. Det handler også om de rammer, vi tilbyder. Fra vuggestuestart til udskoling og videre. Det er politikerne nødt til at se i øjnene – og handle på.

I stedet ser vi efter alt at dømme ind i et efterår med planlagte skattelettelser, som ifølge regeringen skal findes i det nye, større råderum. Det bliver et absurd teater, når kommunalpolitikerne samtidig skal forklare borgere og medier, hvorfor der nu igen skal skæres på områderne for børn, ældre og handicappede, mens Folketinget deler milde gaver ud. Det hænger ikke sammen.

Og hvad skal vi med skattelettelser, hvis vores børn bruger otte timer om dagen i et utilstrækkeligt dagtilbud? De velstillede forældre kan selvfølgelig bruge provenuet på, at den ene hjemmepasser. Eller finde et privat tilbud, som lever op til deres forventninger. Det er den sikre vej til de A- og B-hold, der er så skadelige for sammenhængskraften i vores lille land.

I stedet skal vi fremtidssikre vores velfærdssamfund. Og det haster. Rammerne om vores velfærdssamfund kan ikke længere bære. Der er brug for mere end klatmaling og gaffatape. Der skal en omfattende renovering til.

Debatindlægget blev bragt i Jyllands-Posten og på jp.dk 04/09 2023