Børn og unge betaler prisen for måneders nedlukning

”Næste sommer findes ikke, når du er ung.”

Sådan lød ordene fra Norges sundhedsminister Bent Høie for snart et år siden i en rørende tale til ungdommen, der gik sin virale sejrsgang over hele verden. Talen var en tak for deres offer under corona-krisen. Et offer, som her ét år efter, kun er blevet større. For mange helt almindelige børn og unge er det faktisk blevet helt urimeligt stort.

Karl på 10, der altid har været lidt forsigtig, og som nu har slet ikke har lyst til at komme tilbage i klassen. Eller Cecilie på 8, hvor forældrene er i skilsmisse, og som efter corona-pausen er blevet mere vred, udadreagerende og hele tiden har konflikter med kammeraterne.

Isolation, manglende fysisk kontakt og fravær af andre fællesskaber end de virtuelle, kan ikke undgå at have en negativ effekt på trivslen. Både forældre og pædagoger fortæller om stigende mistrivsel. To ud af tre forældre svarer i en ny Epinion-undersøgelse, at fraværet af venner og fællesskaber har påvirket deres børns trivsel negativt. Samme svar får man, når man spørger pædagogerne, viser vores seneste panelundersøgelse blandt 1000 medlemmer af BUPL.

Fagligt efterslæb prioriteres over trivsel

Flere forskere bekræfter, at der er grund til bekymring. Senest har DPU, Aarhus Universitet og Nationalt Center for Skoleforskning dokumenteret massive trivselsproblemer hos børn og unge i forbindelse med nedlukningen.

Børns Vilkår kunne allerede længe før corona-krisen berette om alarmerende og stigende mistrivsel hos børn og unge. Og selvom mange børn forhåbentligt hurtigt vil vende tilbage til hverdagen og fællesskaberne, så er det skræmmende perspektiver, som kalder på politisk handling.

Desværre har frygten for børn og unges faglige efterslæb hidtil langt overskygget opmærksomheden på elevernes trivsel. I februar præsenterede regeringen en bred politisk aftale om en hjælpepakke på 600 millioner kroner. Heraf går 512 millioner til fagligt løft for elever og kursister, der har afsluttende prøver i forår og sommer og til uddannelsesforlængelser på erhvervsuddannelser, hvor virtuel undervisning har været utilstrækkeligt.

Resten af pengene er øremærket PPR plus lidt små drys til klubber, kulturinstitutioner og elevråd. Godt og fint, men desværre rammer det ikke i tilstrækkelig grad den indsats alle børn og unge har krav på og behov for. Der mangler pædagoger og andre fagprofessionelle, der i skolen og i fritidsinstitutionerne har tid nok.

Stort pres

Det er en stor fejlslutning at tro, at bare vi får børnene tilbage i klasseværelset, kommer trivslen af sig selv. Lærere og pædagoger gør en stor indsats, og trivsel og faglighed er ikke hinandens modsætninger, men det ensidige fokus på det faglige niveau, og hvad børnene kan præstere, er skævt. Det signal, politikerne sender til skoleledere, lærere, pædagoger og elever er, at de for alt i verden skal have indhentet det faglige efterslæb. Der skal testes, eksamineres og fyldes på.

For mange børn og unge, er det et stort pres bare at finde tilbage i fællesskaberne igen. Og netop børn og unges eget perspektiv - deres følelser og oplevelser er vigtige at have med i ligningen. Usikkerheden om der stadig er en plads i fællesskabet? Er mine venner der stadig? Og bekymringerne omkring de digitale konflikter, der aldrig blev løst, og som ikke kun er et ekko i cyberspace, men også kan mærkes i maven? Der er vores ansvar, de voksne rundt om børnene i hverdagen, at skabe plads til at bearbejde usikkerheden, vreden og magtesløsheden - og hjælpe børnene med at finde deres ståsted.

Det er svært for de børn, der i forvejen bærer rundt på sociale eller emotionelle problemer, og befinder sig i periferien af fællesskabet. For dem har krisen og manglen på kontakt til de kendte pædagoger kun forøget problemerne. Men det gælder i høj grad også alle de andre børn og unge. Dem der ikke tidligere har haft udfordringer i skolen, men som er blevet ramt af corona.

Der er brug for mere albuerum. Som pædagog skal jeg have tid til at gå en tur og få en længere samtale med Karl og et par af hans venner, og tid til at hjælpe Cecilie med at få løst konflikterne hver dag og hver gang i en periode. Vi kan og skal hjælpe børnene med at finde sig selv og deres plads i fællesskabet igen. Der skal investeres i hverdagen. I fællesskabet. I tid nok - og i alt det, som ikke kan måles og vejes. Og som alle børn og unge har brug for og gavn af.

Husk nu hverdagen

Om lidt skal folketingets partier til forhandlingsbordet om endnu en hjælpepakke til børn og unge. Der er brug for en saltvandsindsprøjtning til det brede almene trivselsarbejde. Til hverdagen i klassen, SFO’en og i klubberne. Vi har ikke brug for detailstyrede politikerprojekter, men at der er tillid til, at vi som pædagoger, ud fra en retningsgivende ramme, lokalt kan afgøre, hvordan vi bedst styrker trivslen og får alle med i fællesskabet igen. Om det så handler om at bygge en sæbekassebil, overnatte i skovens shelter i SFO’en, lanparty i klubben eller flere timer, hvor pædagoger og lærere er sammen om klassen.

Jeg håber, politikerne denne gang vil huske børn og unge, som har sat deres liv på pause, for at andre kunne beholde deres. Ikke kun ud fra, hvad de engang skal blive til, men fordi de “ER”. Det skylder vi dem.