Succes med sundhedsplejesamarbejde: Ester og Villum fik tryg start i vuggestuen

En, to, tre bolde. Villum samler dem op én efter én og løber med favnen fuld tilbage til boldkurven, som står midt på gulvet i vuggestuens tumlerum. 

»Dér,« siger han, og dumper tilfreds sin fangst ned i kurven. 

Nu mangler han bare den bold, som søster Esther knuger til sig, mens hun fra sin plads ved siden af boldkurven betragter brormands projekt.

»Hun kan selv,« siger pædagog Inge Skyt, da Villum vil hive bolden ud af Esthers hænder.

Villum går på nye eventyr, og så snart han er ude af syne, lægger Esther den sidste bold i kurven.

Besøg af lokal vuggestuepædagog

Børnene er tvillinger, men Esther fik en hjerneblødning og manglede ilt under fødslen, hvilket har sat hende tilbage i udvikling i forhold til broren. Alligevel kunne begge børn sidste år starte vuggestue samtidig, og i dag, hvor de er knap to år, trives Esther og følger godt med i forhold til sin bror.

Succeshistorien skyldes ikke mindst familiens deltagelse i Aarhus Kommunes projekt ’Tryg start i livet’, mener deres mor Anne Loft. 

Gennem projektet fik familien i barselsperioden ikke bare de almindelige besøg af en sundhedsplejerske, men også ugentlige besøg af pædagogen Inge Skyt fra den lokale vuggestue, Den Grønne Gren i Aarhus-området Harlev.

Pædagog i hjemmet

»At der kom en hjem til os med pædagogisk indsigt, og som kunne se Esthers udvikling, har givet mig ro. Vores dreng udviklede sig med lynets hast, så det var, som om der var et kæmpe spring imellem børnene. Det kunne man godt stirre sig blind på, hvis ikke der havde været en som Inge, der også kunne se de små skridt, som Esther tog motorisk, kognitivt og i det hele taget,« siger Anne Loft.

’Tryg start i livet’ er for alle sårbare gravide og nybagte forældre. Ikke de såkaldt ’røde’ og tunge familier, der kræver sociale paragraf-indsatser fra kommunen, men mere de ’gule’: Dem, man normalt ikke ville tilbyde hjælp, men hvor forældrene kan være i risikozonen for at udvikle fødselsdepressioner eller en problematisk tilknytning til barnet, måske fordi de selv lige har mistet en forælder, er meget unge mødre, er alene med barnet eller på anden vis er sårbare. 

Terapeutisk for mor

Anne Loft hørte om projektet fra en veninde, og opsøgte det selv, fordi hun ikke kunne overskue at skulle have tvillinger. 

»Hvordan giver man tvillinger mad eller lægger dem til at sove samtidig? Vækker de hinanden? Og hvornår kan man selv hvile? Det var sådan noget praktisk noget, jeg ­bekymrede mig om,« siger Anne Loft, der fik brug for støtte til meget mere.

Ikke nok med, at Esther led skade under fødslen. Børnene var også født seks uger for tidligt og var sammen med mor efterfølgende indlagt i syv svære uger. Da tvillingefamilien kom hjem, meldte Villums søvnproblemer sig.

»Hele det første år sov vi ikke, og den ene skreg uafbrudt. Jeg skal ikke udelukke, at jeg ville være kørt helt ned i en efterfødselsdepression, hvis ikke jeg havde fået så god hjælp. Inges besøg var ikke bare stimulation til børnene, men også nærmest terapeutisk for mig,« siger Anne Loft, hvis mand Thomas også fik to samtaler med pædagogen.

Tryg vuggestuestart

Familien har haft størst glæde af, at der hele tiden var kyndige fagfolk at tale med om alt. Og besøgene har også ændret synet på pædagoger.

»Jeg har tidligere tænkt, at pædagoger bare hygger og holder kaffeklub. Men alle fordomme er manet til jorden. Især pædagogerne har gjort en kæmpe forskel for min familie og for børnenes udvikling,« siger Anne Loft.

Erfaringen fra projektet har medvirket til, at hun valgte vuggestue til børnene frem for dagpleje. Og tvillingerne fik plads i Den Grønne Gren, hvor Inge Skyt hjalp med indkøringen.

»Det var en kæmpe fordel, at hun kendte os, og det gav en tryg vuggestuestart,« siger Anne Loft.

Fælles møder med sundhedsplejersker

Ikke kun tvillingefamilien fra Harlev har fået god hjælp fra ’Tryg start i livet’. Siden projektets start i 2014 har sundhedsplejersker fra fire forskellige områder i Aarhus Kommune samarbejdet med pædagoger fra fire tilsvarende vuggestuer om at opspore og støtte gravide og nybagte forældre, der var usikre på forældreopgaven. 

Sundhedsplejerskerne har typisk henvist familierne til pædagogerne, og de to faggrupper har haft en række fælles møder med familierne både forud for pædagogernes hjemmebesøg, og senere når barnet er startet i dagtilbud. I alt har 38 familier fået hjælp gennem projektet. 

Inge Skyt og hendes kollega Anette Hansen er kommet hjemme hos de 18 af familierne, og flere af børnene er startet i Den Grønne Gren.

I den lille parcelhusprægede og velfriserede by Harlev er det ikke socialt belastede familier, man typisk finder. Det karakteriserer mere familierne fra området Gellerup, som også har været med i projektet. 

Der kan være problemer med tilknytningen

Men fælles er, at mødrene er meget usikre og savner hjælp til at give barnet en god døgnrytme eller til at forstå og reagere på barnets signaler.

»Ligegyldigt om man kommer fra Gellerup eller Harlev, så kan der være problemer med tilknytningen, og det kan opleves overvældende at blive forælder,« siger Anette Hansen.

Hun har især mødt mødre med meget høje forventninger til sig selv, ikke mindst fordi de ser andre mødres perfekte børneliv på Facebook, Instagram, eller i mødregruppen, hvor der konkurreres om det pæneste hjem og det bedste hjemmebag.

Mange mangler netværk

»Mange mødre sætter niveauet så højt, at de umuligt kan leve op til den standard, de ­lægger for sig selv. Og det bliver frygtelig svært at nyde at være blevet mor, når man hele tiden går rundt og føler sig som en fiasko. Det er jo nogle udmærkede mødre, som vil deres barn det allerbedste, men de får trukket sig selv ned,« siger Anette Hansen.

Inge Skyt mener, at usikkerheden også hænger sammen med, at mange barslende mødre mangler netværk og hjælp fra familien:

»Nu er jeg noget ældre, men jeg havde ikke de tanker, da jeg fik barn. Jeg kunne ikke google, hvordan alting kan gøres på ti forskellige måder. Jeg havde kun mig selv eller min mor at spørge. I dag søger man svar på internettet eller måske i en bog, men der findes et hav af bøger, så det er lige til at blive forvirret af.« 

'Du gjorde det sammen med mig'

Familierne har især brug for hjælp til rytme og struktur omkring det lille barn – og putning. 

Anette Hansen husker, hvordan hun kom hjem til en mor, der havde købt en bog om netop søvn. Mens hun sad og bladrede i den, sagde moren pludselig: ’Det er utroligt Anette, for du har ikke fortalt mig noget om søvn, som jeg ikke allerede har læst et eller andet sted, men pludselig, så kunne jeg få ham til at sove, fordi du havde gjort det sammen med mig’.

»Vi holder ikke foredrag eller løfter pegefingre, vi viser vej,« siger Anette Hansen, som ofte sætter sig på gulvet med mor og barn og leger ’titte-bøh’ eller læser i en pegebog for at vise måder, som moren kan stimulere barnet på, hellere end at fortælle det med ord.

Nærmeste udviklingszone

»Hvis vi bare tager over, gør vi dem hjælpeløse og øger deres usikkerhed. Forældrene skal selv finde deres vej, så vi viser dem især, hvad det er, de selv gør godt og giver hjælp til selvhjælp. Når jeg afslutter et forløb, vil jeg hellere have, at en mor tænker: ’Det var godt, Anette hjalp mig på vej, men jeg kunne selv’, end at hun siger: ’Jeg kunne aldrig have klaret det uden dig’. For projektet handler om at få robuste forældre, der tror på sig selv og på, at de kan tage sig af deres barn,« siger hun.

Anette Hansen understreger, at de er kommet i hjemmene med en ydmyghed overfor, at der er mange forskellige måder, man kan være forælder på, og at man skal fare med lempe, når man bliver inviteret ind over dørtærsklen til privatsfæren hos mennesker i sårbare situationer.

»Det er deres hjem, og de skal definere, hvad det er, der er på spil. Det, vi kan bidrage med som pædagoger, er at støtte dem i deres nærmeste udviklingszone og arbejde med relationerne. Vi er vant til at arbejde med relationen til børnene, men når vi kommer i hjemmene er det med fokus på at udvikle relationen mellem mor og barn og på at støtte forældrene,« siger hun.

Pædagoger på kursus hos Susan Hart

Pædagoger kommer normalt sjældent i familiernes hjem, og som forberedelse til projektet har pædagogerne derfor været med sundhedsplejersker på arbejde i hjemmene. De har også fået træning i risikovurderingsredskabet ’Signs of safety’ og har været på kursus hos psykologen Susan Hart, hvis neuroaffektive udviklingspsykologi danner det faglige grundlag for projektet, fortæller Anette Hansen.

Susan Hart kombinerer udviklingspsykologien med moderne hjerneforskning og har blandt andet udviklet en tredelt ­model for menneskers mentale processer, som opdeles i et autonomt sansende, et ­limbisk følende og et præfrontalt tænkende niveau.

»Den viden har vi brugt i praksis, for eksempel når vi kommer ud og møder mødrene. Vi voksne er jo næsten altid i det præfrontale område, når vi sidder og taler om ting, som vi har læst og hørt og ved. Men mange gange er de her mødre i virkeligheden nede i det autonome eller det limbiske system og meget styret af deres følelser omkring det at være blevet mor, og så skal vi møde dem der og spørge til lykken og angsten og bekymringerne eller give et kram i stedet for at møde dem med al vores snak,« siger Anette Hansen.

Gåture med nedslidt mor

En mor, som hun kom hos, var helt slidt ned, og her handlede det om at støtte hende i at genvinde noget energi.

»Hende gik jeg ture med i skoven. Undervejs gik vi og småsnakkede, men det var aldrig bare hyggesnak. Jeg prøvede at spore hende ind på, hvad der egentlig gik godt, og hvad der gjorde hende glad, og som hun kunne hente sin energi fra. På den måde fik hun både den der kropslige, sanselige oplevelse af at være i gang og hjælp til at mærke sig selv og rette fokus mod de gode ting. Det havde måske været nemmere at sidde hjemme i sofaen og bare tale om, hvor hårdt det var, men det havde ikke hjulpet hende videre,« fortæller hun.

Også i arbejdet med børnenes udvikling, er pædagogerne inspireret af Susan Harts neuroaffektive udviklingspsykologi. 

Mulighedernes vindue

Susan Hart taler om et såkaldt window of opportunity, der refererer til kritiske perioder i et barns liv, hvor barnet har de bedste muligheder for at udvikle visse områder. Vinduet for at stimulere og påvirke en bestemt udvikling af eksempelvis sprog, følelser eller fysik afhænger af hjernens parathed til dette og står så at sige åbent på bestemte tidspunkter. Hvis muligheden for stimulation forpasses, bliver det langt sværere at rette op på manglerne senere.

»Derfor er tidlig indsats så vigtigt,« siger Susan Hart, der mener, at pædagogerne i Aarhus-projektet især har kunnet understøtte børnenes følelsesmæssige udvikling ved at komme ind i familierne, mens moren stadig er gravid.

»Forskning peger på, at window of opportunity for barnets følelsesmæssige udvikling allerede åbner sig i den sidste del af fostertilværelsen og står åbent indtil etårsalderen, hvorefter det begynder at stå på klem. Herefter kræver det en målrettet indsats at rette op, og den kan man ikke forvente, at de forældre, som ikke har kunnet give børnene det, de skulle have haft indenfor det første leveår, kan sikre af sig selv. De skal have hjælp tidligt,« siger hun.

Susan Hart: Professionelle skal samarbejde

Susan Hart er  glad for Aarhus-projektets fokus på både tidlig indsats og samarbejdet mellem pædagoger og sundhedsplejersker.

»Problemet er ofte, at der står en hel flok professionelle omkring de sårbare familier, men fejlen er, at de mange professionelle hjælpere meget sjældent taler sammen,« siger hun. 

Både pædagogerne og sundhedsplejerskerne i projektet har lært meget om hinandens fagligheder, og sundhedsplejerske Jette Pedersen fra Harlev ser på Anette Hansen og Inge Skyt som kærkomne sparringspartnere.

Sundhedsplejerske er glad for samarbejdet

»Som sundhedsplejerske er man meget alene med sine observationer, og især i de familier, som er udfordrede, er det dejligt via projektet her at få en faglig sparringspartner, som også kommer i hjemmet, som også kender familien, og som også kender til mennesker og børn på forskellige livsstadier. Det er godt, det har været en pædagog, for de kan se, når der er en afvigelse, og ved hvad der skal til for at hjælpe,« siger Jette Pedersen.

Hun har også glæde af samarbejdet omkring børnenes overgang til dagtilbud.

»Jeg tager ofte med forældrene til opstartsmødet i vuggestuen. Normalt starter man helt fra Adam og Eva, men ikke her, fordi pædagogerne allerede kender familien og er kommet hjemme hos dem,« siger Jette Pedersen.

Forebyggende effekt

Sundhedsplejersken betegner indsatsen i projektet som ’omsorg der, hvor det brænder på’ og oplever en forebyggende effekt.

»Sammen kan vi tage problemerne i opløbet og forebygge, at der skal behandles,« siger hun.

Desværre lukker projektet nu før planlagt, fordi det har været svært at rekruttere familier nok, fortæller Charlotte Bøcher, sektionsleder i Sundhed & Trivsel i Aarhus Kommune, som har stået for projektet.

»Familierne ved godt, at sundhedsplejersken kommer. Men når det gælder pædagogen henne fra vuggestuen, er de mere reserverede, for hende får naboen jo ikke besøg af. I andre tilfælde har familierne været så tunge, at der skulle andre foranstaltninger til,« siger hun.

En at snakke med

Men de familier, som har sagt ja, er glade.

»Jeg tænkte også: ’Aj, vi er ikke sådan en familie, der skal have hjælp fra kommunen’, men det skal man bare lægge på hylden. Alle kan have brug for en at snakke med,« siger Anne Loft.

I vuggestuen er det nu Esther og Villum, pædagogerne snakker med. Mens Anette Hansen sidder i en stille stund med børnene ved vinduet efter deres tumleleg med boldene taler de om sten, mariehøner, biler og andet, de kan få øje på ud ad vinduet. Det er nu, der er et window of opportunity for tvillingernes sproglige udvikling.