Det siger forskningen: Sådan kan pædagogfaglig ledelse give høj kvalitet

Hvad karakteriserer ledelse, der skaber gode læringsmiljøer for børn? I en vidensopsamling peger VIVE på tre centrale temaer, nemlig at lederen skal kunne fastsætte faglig retning samt udvikle og aktivere faglig viden. Resultaterne er formidlet i en overskuelig rapport.
flere håndflader

Hvad er afgørende for, at pædagogfaglig ledelse fungerer? Det har ”Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd” (VIVE) undersøgt.

VIVE har gennemtrawlet forskning i, hvordan faglig ledelse kan understøtte læringsmiljøer, som styrker børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. 

I vidensopsamlingen er der identificeret tre centrale temaer med kerneelementer, som handler om konkrete handlinger og deres betydning. Rapporten beskriver også konkrete ledelseshandlinger, som ifølge forskningen er betydningsfulde, når man bedriver pædagogfaglig ledelse.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har finansieret vidensopsamlingen, som bl.a. projektchef Nanna Høygaard Lindeberg og forsker Louise Ladegaard Bro fra VIVE står bag. Professor Lotte Bøgh Andersen, Aarhus Universitet, har også bidraget.

Læs hele rapporten fra VIVE her

De tre centrale temaer i pædagogfaglig ledelse

Tema 1: Fastsætte en faglig retning

Temaet handler om lederens arbejde med at etablere en fælles forståelse blandt det pædagogiske personale af, hvad faglig kvalitet er, og om at sikre, at det pædagogiske personale ved, hvordan den faglige retning relaterer sig til de daglige pædagogiske arbejdsopgaver.

Tema 2: Indhente faglig viden

Det handler om lederens arbejde med at indhente ny viden og sikre, at ny viden forankres i den pædagogiske praksis gennem fælles refleksion. Lederen skal fx vurdere, hvilken ny viden, der er brug for, og facilitere, at personalets viden fra bl.a. kurser, tiltag og indsatser deles og sættes i spil.

Tema 3: Aktivere faglig viden

Temaet omhandler lederens arbejde med at sikre, at medarbejderne udfører deres opgaver med udgangspunkt i et fælles pædagogisk grundsyn og med aktivt brug af deres fagprofessionelle viden. Det handler om både spontan og planlagt vejledning og om opbakning og engagement i medarbejdernes faglige arbejde. 

Kilde: Vidensopsamling om faglig ledelse på
dagtilbudsområdet, VIVE, 2021

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.