Hvor ligger TR-centret?

Hvis TR-centret skal være mere end en idé eller vision, er der brug for handling. Tillidsrepræsentanterne kan med rette forvente, at TR-centret betyder en forstærket indsats over hele landet.

BUPLs TR-center åbnede officielt ved en to-dages konference i sidste uge. Mange har spurgt, hvor TR-centret ligger, men ingen har kunnet svare. Nu ved jeg det. Det ligger i Nyborg. Det var i hvert fald dér, åbningskonferencen fandt sted. Fint, tænkte jeg, det er en god idé. Nemt at komme til, lige ved broen, jernbanen og motorvejen. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det vist kun var midlertidigt.

Hovedbestyrelsen har besluttet, at TR-centret skal danne rammen om BUPLs arbejde med at udvikle TR-arbejdet. Centret skal formidle viden om TR-funktionen, sprede information, tilbyde uddannelse og medvirke til at udvikle TR-arbejdet. TR-centret er omdrejningspunkt i forbundets og fagforeningernes indsats for at styrke tillidsrepræsentanternes udførelse af TR-opgaverne.



MEN RAMMERNE gør det ikke alene. TR-centret er en tanke, en idé, en vision. Men det skulle også gerne være konkret og håndgribeligt, så det kan mærkes af den enkelte tillidsrepræsentant i hverdagen. TR-centret skal skabe engagement og gejst omkring TR-arbejdet.

Andre fagforbund har foreslået, at fagforeningen skulle aflønne tillidsrepræsentanter for at gøre TR-hvervet attraktivt. Det tror jeg ikke på. Jeg tror i stedet, at fagforeningen skal sikre, at tillidsrepræsentanten er i stand til at varetage sine opgaver. Det betyder, at fagforening og forbund skal sikre, at tillidsrepræsentanten kan udvikle personlige og faglige kompetencer, sikre at der sker en udvikling af opgavens indhold, og at der sker en udvikling af vilkårene for tillidsrepræsentantens arbejde.



TR-OPGAVERNE har undergået store forandringer de seneste år i takt med decentralisering af økonomi, ledelseskompetence, forhandlingsret og Ny Løn. Tillidsrepræsentanten skal på én og samme gang være kollegernes talsmand/kvinde, medansvarlig for institutionens pædagogiske udvikling, sparringspartner for lederen, konfliktløser osv. En kompliceret opgave, som kræver udvikling af personlige og faglige kompetencer, og som kræver opbakning fra fagforeningen. Det er udfordringen for BUPL, som vi med etableringen af TR-centret har skabt en ramme for.

Hvis TR-centret skal være mere end en idé eller vision, er der brug for handling. Tillidsrepræsentanterne kan med rette forvente, at TR-centret betyder en forstærket indsats over hele landet.



NEJ, TR-CENTRET ligger ikke i Nyborg. TR-centret har ikke nogen fysisk placering. Sagt med et citat fra konferencen: "Hvis der er et center, er det udenfor og rundt omkring". TR-centrets eksistens bekræftes gennem konkrete aktiviteter. Eller sagt med en omskrivning fra film-trailerne i biografen: "TR-centret kan ses over hele landet - TR-centret kommer til et sted i nærheden af dig".

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.