Tønder: Den fleksible åbningstid skal bevares

Tønder Kommune lægger op til at fjerne den fleksible åbningstid i både dagtilbud og sfo. Den helt forkerte vej at gå, mener BUPL Sydjylland.
børn leger

BUPL Sydjylland har netop indgivet høringssvar i forhold til Tønder Kommunes oplæg til budgettet for 2023. Her lægger kommunen op til at nedlægge puljerne til fleksible åbningstider i både sfo og dagtilbud.

”Vi ved, at den fleksible åbningstid bliver brugt, og for en del børn giver den ekstra tid i sfo’en mulighed for at have en tryg hverdag, hvor man er en del af et fællesskab. Alternativet er, at flere børn selv skal komme i skole om morgenen eller gå alene hjem om eftermiddagen – overladt til sig selv og ofte en skærm. Det er bekymrende i en tid, hvor vi oplever stigende mistrivsel blandt børn og unge,” siger faglig sekretær i BUPL Sydjylland Merete Wittrup Lauesen.

Også den fleksible åbningstid i dagtilbud står for skud, og her er det især forældrene, der vil komme under øget pres.

”For mange familier er de udvidede åbningstider et helt nødvendigt tilbud. Og særligt forældre, som pendler til og fra arbejde, vil blive presset af det her forslag,” siger Merete Wittrup Lauesen.

BUPL Sydjylland har derfor i sit høringssvar til kommunen kraftigt frarådet at skære i åbningstiderne.
 

Pædagogmangel kræver handling nu

I høringssvaret efterlyser BUPL Sydjylland desuden handling fra kommunens side i forhold til den stigende pædagogmangel.

”Kommunen skriver selv i materialet, at man i Tønder Kommune vil mangle ca. 140 pædagoger i 2030. Det er altså alvorligt, og det kalder i den grad på handling. Kommunen vil løse problemet ved at ansætte flere PAU-elever, men for os er kvalitet og høj faglighed det allervigtigste. Derfor opfordrer vi kraftigt kommunen til at gøre en målrettet og systematisk indsats for, at erfarne medhjælpere og pædagogiske assistenter læser videre til pædagoger,” siger Merete Wittrup Lauesen.

Læs hele BUPL Sydjyllands høringssvar til Tønder Kommune her:

 

Har du spørgsmål til høringssvaret, er du velkommen til at kontakte FTR i Tønder Kommune Trine Bjørn Nothlev tbn@bupl.dk eller faglig sekretær i BUPL Sydjylland Merete Wittrup Lauesen mwl@bupl.dk

 

 

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.