 |  | Børn&Unge i politisk modvind
De vil gerne have endnu mere pædagog-fagligt stof, men ellers er læserne rigtig godt tilfredse med Børn&Unge. Det var i hvert fald, hvad et repræsentativt udsnit af dem tilkendegav, da de i 2003 sidst blev spurgt. En tilsvarende generel tilfredshed er sværere at spore blandt BUPL's politikere. Her finder mange, at Børn&Unge ikke i tilstrækkelig grad afspejler BUPL's fagpolitiske arbejde og prioriteringer.
Skismaet mellem journalistisk faglighed og forpligtethed over for den politiske opgave er klassisk inden for fagpressen. På nogle, faktisk de fleste fagblade er den søgt løst ved at placere en politiker, gerne forbundsformanden, på posten som ansvarshavende redaktør. Sådan er det ikke, og sådan har det aldrig været på Børn&Unge. Siden bladets start i 1971 har det redaktionelle ansvar ligget hos en journalist, ligesom der har været tilslutning til, at bladet skal redigeres efter journalistiske væsentlighedskriterier.
Denne tilstand valgte BUPL's hovedbestyrelse ikke at lave om på, da den i sidste uge diskuterede Børn&Unge. Frem for direkte kontrol foretrak hovedbestyrelsen at give samarbejdet mellem den politiske ledelse og fagbladet en chance.
Som noget nyt skal den samlede redaktion hvert halve år mødes med forretningsudvalget, mens et medlem af forretningsudvalget en gang om måneden skal deltage i de ugentlige redaktionsmøder med henblik på, som det hedder, en dialog om fagpolitiske temaer og evaluering af bladet.
Besluttet blev det også, at Børn&Unges tilstand en gang årligt skal til behandling i hovedbestyrelsen, samt at Børn&Unge, ligeledes en gang om året, skal deltage i et møde med BUPL's lokale fagforeningsformænd. Endelig blev det pålagt forretningsudvalget og Børn&Unge at være i løbende dialog med hinanden.
Debat. Hovedkasserer Henning Pedersen, som på forbundsledelsens vegne begrundede forslaget om et tættere samarbejde frem for direkte indgreb i bladets styrelsesforhold, sagde, at det skal tages alvorligt, når så mange i det politiske BUPL-system er utilfredse med Børn&Unge. Annette Bisgaard, BUPL Frederiksborg Amt, mente, at politikerne hverken skal redigere eller styre Børn&Unge.
"På den anden side er det vigtigt, at Børn&Unge arbejder inden for de rammer, som er politisk besluttede," mente hun.
Liselotte Thomsen, BUPL Nordjylland, efterlyste krav til kvaliteten af det journalistiske arbejde, mens Margit Dam, BUPL Afdeling 5, påpegede, at de journalistiske væsentlighedskriterier er med til at sikre, at fagbladet er interessant for medlemmerne.
Forbundsformand Birgit Elgaard var bange for, at Børn&Unges medarbejdere ikke kan blive ved med at holde til en negativ holdning til deres arbejde.
Anni Tribe, BUPL Roskilde Amt, ville vide, hvor mange artikler, der ikke ville blive skrevet, fordi journalisterne skal løbe til møder med BUPL-politikere efter den nye aftale.
Annette Lukasiewich, BUPL Fyn, påpegede, at det er godt, når et blad skaber dønninger, og at det også må være sjovere for journalisterne at skrive til en interesseret læserkreds end til en, der er indifferent.
Formanden for BUPL Vejle Amt, John Nyborg, troede på, at forslaget om tættere dialog kunne være med til at løse problemerne i samspillet mellem politisk ledelse og fagblad, men ville foretrække, at ét af de syv forretningsudvalgsmedlemmer blev gjort særligt ansvarlig for BUPL's samlede kommunikation.
Henning Pedersen lovede, at synspunkterne vil indgå i de videre overvejelser og konkluderede i sin opsamling af debatten i øvrigt, at der i hovedbestyrelsen er fuldstændig enighed om, at Børn&Unge skal forblive et fagblad, der er journalistisk ledet og redigeret efter journalistiske væsentlighedskriterier. |