Af: Sibylle Salinger Al Khalidi
Pædagogstuderende
Peter Willemoes Vej 161
5220 Odense SØ

Jeg har med stor interesse læst jeres artikler i Børn&Unge nr. 9/2007 om børnepasning og familiepolitik i Tyskland, som for mig meget godt afspejler, hvad jeg selv hører, når jeg taler med venner og familie i mit fødeland. Jeg har dog en lille præcisering til det tyske udtryk "seine Kinder abzugeben", der bliver oversat med "at give sine børn væk" (til børnehaven). Uden tvivl et udtryk, der får det til at løbe koldt ned af ryggen, men det tyske "abgeben" har flere nuancer og er svært at oversætte til dansk. Det nærmeste i den nutidige sammenhæng vil være "at aflevere" sine børn til børnehaven. "At give sine børn væk" ville også på tysk hedde "seine Kinder wegzugeben" og ville helt rigtigt betyde at opgive dem - som det som beskrevet i artiklen var meningen i det kommunistiske Østtyskland.
Når det er sagt, er det rigtigt, at det stadigvæk bliver opfattet som udtryk for nød eller dårligt moderskab, når man som mor til mindre børn har et fuldtidsarbejde, og det er til dels også en reaktion på tilstandene i det gamle Østtyskland. Når jeg i Tyskland fortæller om mit liv i Danmark med pædagogstudie, arbejde og børn i fuldtidspasning, bliver jeg også gerne anset som et offer for en statslig ideologi. Det glemmes, at den tyske model ligeledes er udtryk for en statslig ideologi, og at den meget belejligt forhindrer, at de tyske arbejdsløshedstal er endnu højere.
I min lille tyske familie- og vennekreds kender jeg til flere eksempler på nødtvungent fravalg af børn, enten fordi kvinden må afbryde en akademisk karriere og være arbejdsløs efter endt barsel, eller fordi det er kvinden, der i en lavindkomstfamilie har den højeste indtægt. De fleste vil heldigvis ikke byde et barn at vokse op på tyske dagpenge- eller kontanthjælpssatser. Jeg selv foretrækker at leve i et land, der måske ikke giver mig og mine børn mulighed for at være helt så meget sammen som vi helst vil, fremfor i et land der forhindrer mig i at få børn.