Af: Jane Bøgh Lillegårds Alle 65, 2730 Herlev

Jeg er mor til tre, hvoraf de to er mutihandicappede. Jeg har lånt Børn&Unge nr. 2/2007, da det er min søn, som blev afbilledet på side 3. Jeg snusede lidt i jeres udmærkede blad og kunne til min store fornøjelse læse en lang og godt beskrevet artikel om Troldemosen. Jeg læste videre på de efterfølgende sider om pasning af handicappede børn i almindelige daginstitutioner. Og så fik jeg ualmindelig meget lyst til at deltage i debatten. Jeg ved godt, at jeg ikke kan give faglige indspark, da jeg "bare" er mor. Men jeg er ikke i tvivl.... Lige børn leger bedst.
Illusionen om at handicappede og almindelige børn kan supplere hinanden fungerer vel til en vis grænse, men ikke med mine børn. Når man skriver sådanne artikler, synes jeg, det er vigtigt at tage højde for, om det er de "tunge" eller de "lettere" handicappede børn. Vores to drenge (på henholdsvis fire og 10 år) er begge i den "tungere" ende. De kan ikke gå, har ikke noget sprog, skal mades, bruger ble (og vil sikkert gøre det resten af livet). Kort sagt, de skal hjælpes 24 timer i døgnet. Dette blot for at give en fornemmelse af, hvad jeg mener med "tunge" børn. I min verden er der stor forskel på børn med for eksempel autisme og så vores børn (og jeg skal ikke undervurderer andre handicap).
Jeg er bare 100 procent overbevist om, at ingen almindelig institution kan magte den opgave, det er at have med vores børn at gøre. For det første kan de ikke magte opgaven på det faglige niveau (og her skal jeg nok passe på ikke at træde nogen over tæerne og såre den faglige stolthed.) Men jeg mener det. Og for det andet har de ikke de fysiske rammer. Og for det tredje: Hvad med det sociale aspekt?
I Troldemosen, hvor begge mine drenge har været/er tilknyttet, er der selvfølgelig pædagoger ansat, som gør det super. Det ville man også kunne finde i en almindelig institution. Men hvad man ikke finder i en almindelig institution, er det samarbejde, der er mellem pædagoger, ergoterapeuter, talepædagoger og fysioterapeuter. De hjælper hinanden og er hinandens sparringspartnere. Og hvad betyder det for vores børn? Det betyder, at vores børn kan blive i det samme trygge miljø fra de træder ind om morgenen, til de skal hjem om eftermiddagen. De skal ikke ud af huset for at komme til fysio-, ergoterapeut eller anden behandling. Behandlingen foregår på stedet, og en anden stor gevinst ved dette er, at så får pædagogen eller en anden, som har med barnet at gøre sparring med det samme. Det gør, at det som for eksempel fysioterapeuten er ved at arbejde med, kan pædagogen følge op på/fortsætte med dagen efter. Og på den måde er det en glidende "indlæring", som hele tiden holdes i gang. Også på hjemmefronten. Det er et team-work, som du aldrig vil kunne opnå i en almindelig institution. Der er absolut en stor-drifts-fordel ved at have det samlet i én specialinstitution.
Jeg går da ikke ud fra, at kommunerne vil have råd til at have ansat de samme behandlere og antallet af pædagoger, som vores børn kræver. Men det er måske her, jeg har misforstået noget?
De eksisterende institutioner er jo heller ikke bygget til, at der skal være kørestole, gå-vogne, loft-lifter med mere. Det kræver bare meget mere plads, end man vil finde i de almindelige institutioner. Og igen går jeg ikke ud fra, at kommunerne vil tilføre flere penge til om/tilbygning af de almindelige institutioner?
Men noget af det vigtigste er det sociale og samværet med andre børn, som man mere eller mindre kan spejle sig i. Det er fint, at almindelige børn er nysgerrige og kan stille spørgsmål til, hvorfor de ikke kan gå, tale med mere, men hvad kan vores børn bruge det til? Og det er fint, at de har noget at "se op til" (og det mener jeg også bogstaveligt, da de fleste af vores børn er i gulv-højde, fordi de kun kan sidde eller måske kun ligge, mens raske børn (heldigvis) pisker rundt). Men hvad hjælper det, at raske børn pisker om ørerne på dem, når man for det første måske ikke kan se dem, fordi man har ekstrem dårligt syn, ikke kan nå at dreje hovedet og følge med i, hvad de gør, og i øvrigt skal have anvist, hvordan man gør tingene mange, mange flere gange end andre? Hvad vil vores børn få ud af dette, udover uro og en følelse af slet ikke at kunne noget. Hvis du hele tiden skal måle dig med børn, som på alle fronter er så langt foran én, så er der ingen, der falder på halen over, at mit barn i en alder af fire år for eksempel lige har taget et pop-corn med pincet-grebet. Der er ganske enkelt ingen, der vil opdage det og støtte ham i sin udvikling. Fordi personalet ikke er uddannet til at se og understøtte disse ting, og fordi det går aaaallllttt for langsomt for de almindelige børn. Det, som i hans verden er en stor udvikling og kæmpe fremskridt, vil sammenlignet med de andre drukne.
Mine to drenge vil aldrig på nogen som helst områder kunne være den første eller den bedste, hvis de hele tiden skal sammenligne sig med almindelige børn. Aldrig. Og det er min klare holdning, at vi alle - uanset handicap eller ej - har brug for succesoplevelser. Og derfor min overskrift: Lige børn leger bedst. Jeg håber, at jeg med dette indlæg kan være med til at holde liv i specialinstitutionerne, som absolut har deres eksistensberettigelse. Jeg vil kæmpe til det sidste. Jeg er ikke i tvivl om at hvis mine børn ikke havde været i en specialinstitution, så ville de ikke have udviklet sig og gjort de små (eller store afhængig af hvem man er) fremskridt, som de trods alt gør og oplever hver dag. Så derfor: Længe leve Troldemosen og de andre specialinstitutioner.

Børn & Unge nr. 11 / 2007