
Du kan skrive til
LÆSERBREVE, Børn&Unge,
Blegdamsvej 124, 2100 Kbh. Ø
E-mail: bladdebat@bupl.dk
Skriv så kort som muligt, højst 2400 enheder. Længere indlæg returneres. Redaktionen forbe-holder sig ret til at forkorte yderligere. Send meget gerne dit indlæg til bladdebat@bupl.dk. Kun læserbreve med fuldt navn og adres-se vil blive bragt. |  |
07/2010
B&U på krigsstien
Af: Birte Pedersen, Burmeistersgade, 1429 København K
Pædagog Anne Dorte Nielsen (ADN) har været i Afghanistan for at bestyre de danske soldaters café. En institution under KFUM, som har til formål at 'forkynde det kristne budskab'. Hun udtalte før afrejsen, at hun håbede på at kunne gøre en forskel og hjælpe soldaterne til at føle en form for normalitet i en ret så unormal hverdag.
Pædagoger har et bredt arbejdsområde. Det undrer mig dog, at ADN påtager sig et hverv, som indirekte er en støtte til en imperialistisk krig. En krig, som alle efterhånden ved, ikke handler om at skabe demokrati, men om at sikre råstoffer til Vesten. For øvrigt er det ikke muligt at komme udefra og indføre demokrati i et andet land. Det viser al erfaring.
Endnu mere undrer det mig, at Børn&Unge finder anledning til at bringe hele to artikler om ADN's tanker og oplevelser (18. december 2009 og 5. februar 2010). Artiklernes karakter er efter min mening langt fra Børn&Unges sædvanlige faglige standard. ADN citeres blandt andet for at sige, at 'De har nogle ret rædselsfulde kryb derude' og 'de dygtige soldater skal nok beskytte mig'.
Desuden må læseren få det indtryk, at redaktionen bakker op om den danske indsats i Afghanistan.
Det synes jeg, at vores fagblad skulle holde sig for god til. Jeg ser frem til, at redaktionen kommer med en redegørelse i bladet for at bringe disse artikler.
Svar
Først er det vigtigt at fastslå, at Børn&Unge ikke står inde for de holdninger, som kilderne i artiklerne udtrykker. Så var der mange politikere, eksperter og fagfolk, som vi ikke kunne interviewe.
Men redaktionen vælger, hvilke artikler vi bringer, og vi har valgt at bringe historien om pædagog Anne Dorthe Nielsens rejse til Afghanistan, fordi den er unik og aktuel, og fordi Anne Dorthe Nielsen har brugt sin pædagogfaglighed til at arbejde med og for soldaterne. At artiklen så er krydret med andre oplevelser, betragtninger og følelser end de strengt faglige, har vi tilladt os for at skabe en underholdende og helstøbt tekst midt i alt det alvorlige. Og det vil hverken være første eller sidste gang, man ser det i Børn&Unge.
Med venlig hilsen
Lene Søborg
Redaktionschef
Børn&Unge
Børn & Unge nr. 07 / 2010 |