Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 24
Det pædagogiske Danmarkskort: Den sejrende pædagogik har mange fædre
Anerkendende pædagogik dominerer det pædagogiske landskab. Men pædagoger har vidt forskellig opfattelse af, hvad anerkendende pædagogik er. Det hænger sammen med, at den anerkendende pædagogik består er flere forskellige teorier, som både udspringer af tyske erkendelsesfilosoffer og amerikansk business-tankegang.
Af: Mikkel kamp
Den gule førertrøje inden for pædagogik tilhører anerkendende pædagogik. Og pædagogikken ligger så lang foran konkurrenterne, at den bedst kan sammenlignes med de mest suveræne Tour de France-vindere som amerikaneren Lance Armstrong og belgieren Eddy Merckx.
Spørger man kommunernes pædagogiske konsulenter, svarer syv ud af ti, at det er den mest udbredte pædagogik i kommunen.
Det er et pænt stykke foran den inkluderende pædagogik, som kommer ind på en andenplads med godt 21 procent.
Selvom de anerkendende tanker i dag ligger på toppen af den pædagogiske tinde, kan de spores langt tilbage til forrige århundrede, hvor tyske filosoffer som Martin Heidegger og Martin Buber talte om 'Anerkennung'.
Andet filosofisk tankegods stammer fra Hegel, der ændrede det filosofiske fokus fra det individuelle til at tale om, hvordan mennesker agerer i forhold til hinanden.
Det forklarer Gorm Hansbøll, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, som sætter den førende pædagogisk retning i historisk perspektiv.
Nyere filosofisk inspiration kommer fra den tyske anerkendelsesfilosof Axel Honneth.
"Han peger på, at enhver samtale og relation mellem mennesker er domineret af et moralsk og kulturelt lag. Mennesker kan ikke overbevise hinanden 100 procent om noget via argumenter, fordi de aldrig har helt den samme forståelse. Ifølge Hegel smelter man lidt sammen, når man anerkender den anden. Her siger Honneth, at kunststykket er at forstå og anerkende den anden og stadig have frihed til at bevare sig selv," forklarer Gorm Hansbøll.

Norsk inspiration. Mens tyske filosoffer har leveret dele af den teoretiske baggrund, kommer den mere direkte inspiration blandt andet fra Norge, forklarer familieterapeut Jesper Juul fra Kempler Instituttet.
"Den grundigste forskning og publicering er foretaget af den norske psykolog og professor Anne-Lise Løvlie Schibbye og en af hendes fremtrædende elever inden for den pædagogiske verden, forsker og lektor på Høiskolen i Oslo Berit Bae. Hun skrev for få år siden en internationalt berømmet doktordisputats om 'Anerkjennende pedagogik i barnehagen'," forklarer Jesper Juul, der af flere eksperter bliver udråbt som en af de danske pionerer inden for området.
"Jeg tror, at der i løbet af de seneste 10 år er adskillige, som har nærmet sig emnet fra forskellige vinkler, men der er næppe tvivl om, at jeg og Kempler Instituttets 30 år lange beskæftigelse med temaet - længe før det fik sit nuværende navn - har været med til at bane vejen," siger han.
Amerikansk Business-teori. Sideløbende med de anerkendende tanker i Nordeuropa er der tænkt i samme retning andre steder i verden. De mest markante bidrag kommer fra USA.
"I 1960'erne startede en selvværdsbevægelse i USA, Danmark og mange andre lande. Kulturkritikeren Christopher Lasch gjorde opmærksom på, at selvværd blev til fravær af skam. Man skulle ikke længere skamme sig over, at der er ting, man ikke kan. I stedet skulle man acceptere sig selv som et menneske med begrænsninger," forklarer Claus Holm, der er prodekan for formidling på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
Han sammenkæder i høj grad anerkendelse med selvværd.
"Det er idéen om, at barnets selvværd er vigtigt og bundet op på, at det får anerkendelse udefra. Nutidens forældre er den første generation, som er opdraget med en anerkendende tilgang til deres gøren og laden. Anerkendelse er den pædagogiske lykkepille, det er en måde at skabe selvværd på," siger han.
Et mere konkret amerikansk bidrag til den anerkendende pædagogik er 'Appreciative Inquiry' som er udviklet af David Cooperrider.
"Metoden bliver brugt i mange danske institutioner, men teorien er rettet mod forretningsverdenen og bruger ord som 'værdiforøgelse'. Det er ikke nødvendigvis dårligt, at teorien kommer fra business-verdenen, men det har afsmittende virkning," siger lektor Gorm Hansbøll, som forklarer, at den amerikanske udgave adskiller sig fra den nordeuropæiske ved at være en metode frem for en måde at tænke på.
Og det forholder han sig kritisk til.
"Metoden er populær, fordi den er let at forklare. Du kan sige: Gør sådan og sådan, så får du et bestemt resultat ud af det. Jeg har besøgt en skole med vanskelige børn i England, der arbejdede sådan. Nogle børn viste os rundt. Det gik rigtig fint, og da de kom tilbage til kontoret, fik de anerkendelse i form af et diplom. På overfladen virkede det. Børnene gjorde, som de skulle, men det handlede snarere om adfærdsmodifikation. Anerkendelse handler mere om at blive set. Jeg ville ønske, at tankerne i 'Appreciative Inquiry' kunne bruges, og at det var så simpelt, men sådan ser virkeligheden desværre ikke ud. Der findes ingen færdige pædagogiske koncepter, som man bare kan følge," siger han og tilføjer, at det er lettere at sige fra et kontor på et universitet, end når man står ude i en institution og skal handle.

En del af samfundsudviklingen. Tankerne har dog flyttet sig fra kontorerne og ud i virkeligheden. Det sker blandt andet via seminarierne, forklarer BUPL's pædagogiske udviklingskonsulent, Daniela Cecchin.
"Seminarielærerne tager nye teorier til sig og formidler dem videre. Det smitter af på praksis, når de studerende kommer ud i praktik, og når de er færdiguddannede og bærer det med sig ud i institutionerne," siger hun.
Der er flere grunde til, at danske pædagoger har taget godt imod teorien om anerkendelse, vurderer Jesper Juul.
"Man kan måske sige, at den demokratisering imellem voksne og børn, som i Danmark har udviklet sig jævnt siden halvfjerdserne, har været en god grobund," siger han.
Det er dog ikke den eneste årsag.
"Den pædagogiske verden er på evig jagt efter nye metoder, og sådan bliver det også opfattet på en del institutioner. Berit Bae og andre af begrebets forældre understreger gang på gang, at anerkendende pædagogik netop ikke er en metode, men en væremåde," fortæller Jesper Juul.
Gorm Hansbøll ser den anerkendende tankegang som en del af samfundsudviklingen.
"Samfundet skifter opfattelse af, hvad der er godt. Det gode fremmes på forskellig vis, og pædagogikken følger med, nu hvor den anerkendende tankegang gennemsyrer hele samfundet," mener han.

Svært at gå imod strømmen. Når flertallet af de pædagogiske konsulenter i Børn&Unges undersøgelse har peget på den anerkendende pædagogik som førende, er det et udtryk for, at mange pædagoger rent faktisk er anerkendende.
Det gælder dog ikke alle, mener Jesper Juul.
"Det betyder, at de prøver, men ofte går det bare ud på at sige det samme, som de plejer, men med den anerkendende pædagogik-jargon, som lynhurtigt har udviklet sine egne fraser. En god målestok er at undersøge, om disse pædagoger også forholder sig anerkendende til forældre og kolleger. Gør de ikke det, er det bare en ny samling fraser," siger Jesper Juul.
Claus Holm peger på, at ikke alle har den samme opfattelse af, hvad anerkendelse er.
"Ligesom så mange andre positive værdier går de fleste ind for anerkendelse, men hvis vi går lidt i dybden, går det galt. Så er vi uenige. Det er ligesom, når vi diskuterer demokrati," siger han.
Samtidig er gensidighed et besværligt aspekt i moderne anerkendelse. Det ser man for eksempel i tv-programmet X-faktor, mener Claus Holm.
"Når Thomas Blachmann siger noget negativt om en gruppe og ikke anerkender dem, siger de: 'Det kan godt være, Blachmann ikke anerkender os, men så anerkender vi heller ikke ham'. Det er det samme for pædagoger. Der er stor, måske for stor, ligeværdighed mellem pædagoger og børn. Det gør det vanskeligt at komme ind under huden på børnene som en autoritet, der siger noget knap så anerkendende," siger han.
Derfor er det svært at gå imod tendensen.
"Vil man gå den modsatte vej, må man insistere på respekt for forskelle på pædagogen og barnet. Derfor må man som pædagog påpege begrænsninger, og sige 'du er altså ikke Mozart endnu. Du må øve noget mere, og hvis du arbejder med det og det, kan du overskride nogle begrænsninger'. Det handler om at få børn til at arbejde med noget, de måske ikke har den store lyst til. Det at være pædagog handler ikke om at være populær, og børnene skal omvendt heller ikke være heppekor for pædagogen. Men hvis pædagoger investerer i at hjælpe dem med at overskride begrænsningerne, kan man få mere livsduelige børn, som ikke alene har selvværd, men også en selvstændighed, der aftvinger respekt," siger Claus Holm.