Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2004 Nr.: 13
Reggio Emilia 40 år; Pædagogik for alle sanser
Dokumentation, følge børns spor, medinddragelse af børnene og børns kunstneriske udtryk er nogle af de afsmitninger Reggio Emilia-pædagogikken har haft på dansk pædagogik. Ifølge Reggio Emilia-eksperten Karin Eskesen handler det dog ikke om at kopiere italienerne, men om at bruge deres erfaringer til en dansk variant
Af: Vibeke Bye Jensen
De siger det selv, pædagogerne i Reggio Emilia: Hvis I vil lære af os, så lad være med at kopiere os. Og det er meget vigtigt, mener den danske Reggio Emilia-ekspert Karin Eskesen.
"Danmark er ikke Italien og skal heller ikke være det. Men der er efterhånden mange, der har fået øje på, at pædagogikken fra Norditalien kan tilføre den danske tradition nye dimensioner, der er med til at give både børn og pædagoger en mere interessant og lærerig hverdag.
I begyndelsen af 1980'erne da Karin Eskesen første gang fik øjnene op for det, der foregik i institutionerne i den norditalienske by, var det den kunst, som børnene frembragte, og de ideer, der førte til, at børnene kunne udtrykke sig så smukt, der betog hende. Ved sit første besøg i Reggio Emilia fandt hun ud af, at der var meget mere i det.
"De viste os først og fremmest værdien af at medinddrage børnene. Men også at man ved at dokumentere kan vise det omliggende samfund det, børnene kommer med, og på den måde vise børnenes udtryk og ideer respekt. Og de viste os, at børn kan udtrykke sig på mange måder, hvis de får lov til at fordybe sig. Den vifte af muligheder for at bruge alle sanser, som pædagogerne fremlagde for børnene, gav dem større udfordringer og bedre muligheder for at lære," siger hun.
De første spæde forsøg på at udbrede budskabet fra Reggio Emilia kom med udstillingen "De hundrede sprog", som Karin Eskesen sørgede for at få til Danmark i 1986. Siden har interessen bredt sig. Mange pædagoger, lærere, kommunale embedsmænd og politikere har taget turen ned til den lille by i Norditalien, og det har ført til en øget interesse for at dokumentere børns læring, men også for rummenes betydning for pædagogikken.
Det danske Reggio Emilia Netværk blev oprettet i 1997 for at samle alle erfaringer og projekter og har nu cirka 250 medlemmer (et medlem er en institution, en skole eller en hel kommune, red.). Netværket har en hjemmeside, udsender nyhedsbreve, udbyder kurser og rejser til Reggio Emilia, samt holder kontakt til interesserede verden over og ikke mindst i Norden.

Menneskesyn - ikke metode. Efter i mange år at have arbejdet med Reggio Emilia fra sin stilling på Lærerhøjskolen, er Karin Eskesen nu rejsende på fuld tid i udbredelsen af ideerne fra Norditalien. Hun har været med til at starte Det danske Reggio Emilia Netværk, som hun er formand for. Hun holder kurser i Danmark og Italien for danske pædagoger, og hun hjælper institutioner, skoler og kommuner med at omplante Reggio Emilia-pædagogikken til dansk muld. Hun har oversat bogen "Børn har hundrede sprog" og er med til at holde kontakten mellem Reggio Emilia og Danmark rødglødende.
Karin Eskesen er nok den i Danmark, der ved mest om Reggio Emilia, og efter 20 år med den italienske pædagogik er det mere og mere menneskesynet, der fascinerer hende ved Reggio Emilia. Det er et menneskesyn, der lægger vægt på, at både børn og voksne er i stand til, hvis de får ordentlige vilkår, at tage ansvar og udvikle sig. En tro på og tillid til, at alle har noget at byde ind med, og hvis man får mulighed for at tage et fælles ansvar, så gør man det.
"Det ligger indbygget i synet på mennesker og dermed også på børn, at det ikke er farligt at stille spørgsmål, og at spørgsmål ikke behøver at være et angreb, men kan være en ægte interesse. Og det, at man kan få lov til at fortælle om det, man er optaget af, også betyder, at man får mulighed for at reflektere over tingene. Det er et menneskesyn, som betyder, at pædagoger skal turde tage et ansvar for egen og ikke mindst børns læring. Og det gør de ved at give børnene muligheder for at udforske og forske og for at finde løsninger," siger hun.
Reggio Emilia-pædagogikken stiller store krav til sine udøvere. Karin Eskesen mener, at det kræver, at meget af det, man tidligere har lært, er man nødt til at aflære. Og det kan godt forskrække nogle. "Danske pædagoger er ikke per tradition så optagede af, hvad der optager børnene og så villige til at lade tingene udvikle sig derfra. Og det skal den enkelte arbejde med hos sig selv. Nysgerrigheden skal findes til at gå på opdagelse sammen med børnene, og pædagogerne skal være klar til at lære sammen med børnene. For det handler om at lære at lære i stedet for at lære noget bestemt. Og det gælder også for de voksne, der ofte må tilegne sig ny viden, før de kan gå i gang med en proces sammen med børnene," siger hun.

Processen vigtigst. Reggio Emilia er nok den betegnelse for den italiensk-inspirerede pædagogik, der er mest kendt, men også andre "retninger" har vundet indpas i danske pædagogers bevidsthed: Pædagogikken fra byen Pistoia lidt syd for Reggio Emilia og Den Integrerende Baggrund fra Bologna-området. Men det har også betydet, at mange blander de forskellige ideer til et norditaliensk sammensurium, hvor forskellene ikke står klart.
"Der stor forvirring om, hvad der er Reggio Emilia, og hvad der ikke er. De har jo alle kunsten tilfælles og det, at børns udtryk handler om det, børn forstår, at kunsten er en visualisering af deres tænkning. Men i Reggio Emilia-pædagogikken er processen for børns læring mere interessant end selve produktet, og det er i højere grad den del, som man er interesseret i at dokumentere. Andre har arbejdet med at kopiere andre kunstnere, og så bliver det mere en metodeaflæring end en læringsproces," siger Karin Eskesen, som ikke går ind for, at man skal tage forskningen ind i pædagogikken for at lave en metode, men for at få belyst, hvad der sker, når børn lærer.
Hun oplever, at der er ivrig dialog mellem retningerne i Italien, mens fronterne herhjemme slås om, hvem der har patent på den rigtige opfattelse.
"For eksempel kan dokumentation jo være lige så smalsporet, som vi gør den til, eller lige så åben og give muligheder, som vi også gør den til."
Samtidig med, at ideerne fra Reggio Emilia har påvirket danske pædagoger, har der også været tendenser til, at ideerne er blevet misforstået eller gjort til en metode, som det netop ikke er, ifølge Karin Eskesen.
"På et tidspunkt forstod mange det jo derhen, at børnene selv skulle bestemme alting, og hvis man bare lod dem være, så udviklede de sig af sig selv. Og det er ærgerligt, at nogle har misforstået Reggio Emilia på den måde. Hele diskussionen om det kompetente barn har jo været stærk. Men hvordan bliver børn kompetente, hvis de ikke mødes af kompetente voksne, der vil dem noget? Den frie leg kan jo også være tegn på ligegyldighed i modsætning til den leg, der giver nogle bevidste rammer, som børnene kan udvikle sig indenfor," siger hun.

Reggio Randers
Det kunne være Reggio Emilia, men det er Randers. Institutionen Midgård er forsøgt indrettet som det kendes fra den norditalienske by, og pædagogikken er kraftigt inspireret af ideerne fra den lille by med den store gennemslagskraft.
En sofa lige inden for døren i det store fællesrum, en sofa på hver stue og dokumentation på alle vægge og på gulve. Et atelier og spisepladser i nærheden af køkkenet i stedet for på stuerne. Det er de mest synlige tegn på, at vuggestuen og børnehaven Midgård i Randers lægger sig kraftigt op ad ideerne om indretning og pædagogik fra Reggio Emilia. I syv år har pædagogerne arbejdet på, at den fascination, de har af pædagogikken og menneskesynet i den norditalienske by, skal kunne ses, føles og mærkes hos børn, forældre, medarbejdere og politikere.
Men huset, hvor den italienske pædagogik hver dag føres ud i livet, var født med en anden kulturbaggrund. Som navnet Midgård indikerer, gik arkitektens visioner mere i retning af den nordiske mytologi - Midgård er navnet på menneskenes verden og dermed også børnenes. Huset er født med et kæmpestort langhus-agtigt, åbent fællesrum. I begyndelsen var dette fællesrum spækket med garderober, hvilket både var en dårlig udnyttelse af rummet og gav alt for meget støj. Så nu er rummet delt af et atelier - med vægge af glas - og af spiseafdelingen lige ved det åbne køkken. Væggene, der førhen var dækket af garderober er nu pyntet med dokumentation af børnenes og pædagogernes projekter.
Leder Rita Willum har lige fra begyndelsen for syv år siden ønsket, at Midgård skulle være en fusion af nordisk og italiensk institutionskultur, og pædagoger med lyst til at arbejde efter ideerne fra Reggio Emilia er blevet foretrukket ved ansættelser. Et tæt samarbejde med Karin Eskesen, den førende danske ekspert i Reggio Emilia-pædagogik har også hjulpet pædagogerne til at holde kursen.

Rammer og indhold. Som så mange andre, der har ladet sig fascinere af Reggio Emilia, var det i første omgang børnekunsten, der betog Rita Willum. Men da det så gik op for hende hvor meget pædagogik, der er i det, synes hun, at kunsten kommer i anden række. Pædagogikken og børnesynet kommer først.
"Det er fordybelsen, der fascinerer mig. Det, at man lader børnene komme til. Samtidig er det også det svære, for det betyder, at man som pædagog ofte skal tie stille og holde sig i baggrunden. Men det essentielle er, at det er os, der laver rammerne, og børnene, der fylder dem ud. Vi skal ikke underkende, at vi voksne ved nogle ting, som kan hjælpe børnene videre, og det er udfordringen hele tiden at vide, hvad der kan bringe dem til næste udviklingszone," siger hun.
Rita Willum har selv været i Reggio Emilia tre gange for at følge pædagogernes arbejde og for at blive inspireret. Også alle de andre pædagoger i Midgård har været af sted, så de er up to date med udviklingen og for at finde ud af, hvordan de kan omplante inspirationen fra Italien til Randers.
"Man kan ikke bare overføre noget, der foregår i Italien, til Danmark. Men man lader sig inspirere, og længere synes jeg ikke, den er, for vi er ikke Italien og skal heller ikke være det," siger hun.

pørgsmål i stedet for svar. For Reggio Emilia-pædagoger er det vigtigste børnenes indgang til tingene, og deres opgave er at være opmærksomme på, hvad børnene kommer med. Men Rita Willum mener alligevel ikke, at det er så enkelt, for Reggio Emilia-pædagogik handler slet ikke om, at børnene selv skal bestemme alt, sådan som retningen så ofte er blevet misforstået af danske pædagoger.
"Børn kan kun bestemme det, de ved. Og derfor er det vigtigt, at vi giver dem ny viden at arbejde med. I et projekt om Randers by havde vi på et tidspunkt fokus på bænke. Vi gik ned til en bænk, som jeg særligt godt kan lide, og jeg fortalte dem, at det kunne jeg, fordi på den bænk kan man sidde og kigge ud over åen. Så er der jo børn, der siger, at de også kender en bænk, som står der eller der. På den måde kan man jo sige, at jeg har sat rammen for, at nu er vi ud for at kigge på bænke, og så udvider børnene det selv efter deres interesser og giver mig et indblik i, hvad de ved om byens bænke," siger hun.
En vigtig del af Reggio Emilia-pædagogikken er at stille spørgsmål i stedet for at give svar.
"Vi synes jo, at det er et væsentligt redskab at give børn med, at de selv bliver i stand til at reflektere over og analysere et problem og prøve at finde løsninger. Lige fra barnet bliver født har det jo kun en ting, det skal, og det er at lære. Det er så vigtigt, at vi lærer dem at lære, så de kan tilegne sig viden. Vi skal give dem muligheder for at tilegne sig mest muligt ved hjælp af så mange sanser som muligt. Og det gør man ved at skabe et miljø, hvor det er tilladt," siger Rita Willum.

Udfordring for børn og voksne. I Midgård har de gjort det til en vane, at alle medarbejdere, inden et nyt projekt sættes i gang, skriver om deres tilgang til emnet. Et eksempel er det seneste projekt om sprog og symboler (her forstået som de skilte og tegninger, der ude ord fortæller os, hvad man må/ikke må, skal/ikke skal. Eks: cigaret med rød streg over. Red.), hvor hver ansat fik til opgave at finde symboler i deres hverdag og forholde sig til, hvordan de påvirker dem, og hvad de tænker om dem. Både for at lade op til projektet, men også for at have en holdning til det, de nu skal arbejde sammen med børnene om. På et tidspunkt har alle pædagoger også skullet skrive en liste med 10 udsagn om, hvordan de opfatter de børn, som for tiden går i Midgård. Det er med til at give pædagogerne et indblik i hvilket hus, de lige nu arbejder i. Og sammen med forældrebestyrelsen har pædagogerne også skrevet om deres syn på opdragelse.
"Skriftligheden er en god måde at arbejde på, for det giver mulighed for at reflektere på en mere kvalificeret og målrettet måde. Samtidig giver det os et overblik over den samlede viden i huset, så vi kan finde ud af, om vi må indsamle ny viden for at kunne understøtte børnenes arbejde i projekterne og kunne sætte en bedre ramme for deres egen fordybelse og udforskning," siger Rita Willum.
Ved at have Karin Eskesen på sidelinjen sikrer pædagogerne sig også, at de hele tiden bliver udfordret i arbejdet. Karin Eskesen mener, at det betyder noget for forståelsen af børnene og deres læreprocesser, at de voksne mærker efter hos sig selv, hvad der optager dem, og hvordan de selv lærer.
"Det handler om både at udfordre og støtte børnene, så de udvikler sig og lærer sig nye ting, og det handler også om at udfordre og støtte personalet, så de kan klare arbejdet med børnene. Det handler ikke kun om at følge efter børnene og se, hvad de laver og interesserer sig for. Vi følger først og fremmest efter for at se, hvad der udfordrer dem. Det skal bygges bevidst ind i pædagogikken, og det er en stor mundfuld for de fleste danske pædagoger og noget, som det tager tid at lære," siger hun.

Det er det seneste projekt om sprog og symboler, der lige nu præger dokumentationen i fællesrummet. Men rundt omkring i huset kan man se mange eksempler på den dokumentation, som er så typisk for Reggio Emilia-pædagogikken.


Affald er guld
Endnu en inspiration fra Reggio Emilia er ved at finde fodfæste i Danmark. Et ReMida-center er netop åbnet i Randers. Ideen er, at man indsamler kasserede materialer fra industrien og forretninger og laver et lager, hvor institutioner, skoler, fritidstilbud og ældresektoren kan hente det til brug for kreativ udfoldelse. Det kan være udstansninger fra metalproduktion, fraklip, fejlproduktioner, knapper, propper og andre dippedutter og dingenoter, der på denne måde får længere levetid.
Navnet stammer fra sagnet om Kong Midas, der ønskede sig, at alt det, han rørte ved, blev til guld, men det var jo ikke så godt, for så kunne han hverken spise eller drikke. En morale i myten er, at alle materialer er værdifulde i sig selv, men også kan give værdi til den, der bruger dem.
I Randers er det aktiveringsvirksomheden Team Kronjylland, der står for det praktiske med indsamling, sortering og opbevaring. Herfra kan interesserede så hente materialerne gratis, 0g det er netop materialer fra centret, der er brugt til de dukker, pigerne viser frem på billedet.
Det er pædagogerne i Midgård, der har taget initiativ til ReMida i Randers.

Børn&Unge har været i Italien i lanledning af, at Reggio Emilia-pædagogikken fylder 40 år. Vi har bragt artikler i nummer 11, 12 og slutter i dette nummer.