Af: Med venlig hilsen
Kirsten Nilsson
Bukkeballevej 9 B, 2960 Rungsted

"Børn uden ord", denne artikel i Børn&Unge nr. 29 fik mig til at tænke tilbage på "Lise", som vi havde i børnehaven, og som havde de samme problemer.
Da Lise begyndte som 3-årig hos os, talte hun lidt, men meget uforståeligt, og efterhånden blev hun tavs.
Af og til talte hun med de andre børn, men hvis hun opdagede en voksen, gik hun i stå.
Vi prøvede på mange måder at "lokke" hende til at tale, vi fik hjælp af psykolog og talepædagog, men lige lidt hjalp det, indtil moderen en dag fortalte, at Lise elskede at tale i telefon. Den chance greb jeg, og vi aftalte, at jeg ville ringe på et bestemt tidspunkt, og at Lise skulle tage telefonen. Dette gjorde hun også, og jeg startede samtalen med at spørge hende, hvordan hun havde haft det i børnehaven i dag, og hvad hun havde leget.
Jeg præsenterede mig ikke, og Lise fortalte længe om sin dag, men lidt senere spurgte jeg, om hun vidste, hvem jeg var, det gjorde hun ikke, og da jeg fortalte hende det, blev hun meget stille, og jeg troede, alt var tabt, men Lise fortsatte glad samtalen, og lettet var jeg. Til afslutning spurgte jeg, om jeg skulle ringe igen næste dag, og det svarende hun bekræftende på.
Spændt var jeg på næste børnehavedag, men Lise var lige så tavs, som hun plejede, dog fik jeg et blik og et lille smil, som jo nok fortalte, at vi to havde en hemmelighed sammen.
I ca. 14 dage ringede jeg hver dag hjem til Lise, og moderen fortalte, at barnet glædede sig til opringningen; men dette kunne jo ikke fortsætte, så en dag foreslog jeg hende, at vi kunne tale videre i børnehaven. Det gik hun med til, og sådan kom hun langsomt i gang med sin sprogudvikling.
Vi var spændte på, hvordan hendes skolegang ville forløbe, og til vores store glæde vidste det sig, at hun var velbegavet, og hun klarede sig godt.
Sådan et barn, som man har haft så meget i tankerne, glemmer man jo aldrig, og glad er man, når arbejdet lykkes.

Børn & Unge nr. 31 / 2004