Af: Det pædagogiske personale, Vuggestuen Carl Nielsen, Carl Nielsens Allé 25, 2100 København Ø

På et møde i Borgerrepræsentationen den 11. juni 2003 blev det besluttet, at 44 udvalgte institutioner i Københavns Kommune skal have opnormeret deres vuggestuegrupper fra 12 til 14 børn. Dette finder vi bekymrende.
Som ansatte i daginstitutionerne i Københavns Kommune er det vores opgave at arbejde inden for rammerne af Lov om social service, herunder specifikt § 8 om formål med dagtilbud.
Der står blandt andet skrevet, at vi skal
- være forebyggende og støttende
- at vi skal samarbejde med forældrene
- give omsorg og støtte det enkelte barns sociale og almene færdigheder
- styrke det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd
- stimulere barnets fantasi, kreativitet og sproglige udvikling
- give barnet rum til at lege, at lære og til fysisk udfoldelse
- give mulighed for medbestemmelse og medansvar
- udvikle børns selvstændighed og evner til at indgå i forpligtende fællesskaber.

Ydermere er der for tiden blandt medier, fagfolk og politikere fokus på brydning af den negative sociale arv, sprogstimulering, tykke børn, at mange børn får specialundervisning, og at mange børn bliver henvist til psykolog.
Vi ved ikke, hvordan vi skal blive ved med at opfylde disse krav, når der til stadighed bliver puttet flere børn ind i vuggestuerne. Vi kræver, at der nu bliver lyttet til os, da vi er eksperter på børns hverdag i daginstitutioner.
At der nu skal være 14 børn i en vuggestuegruppe ser vi som pædagogisk personale en række store problemer ved.

Flere børn giver flere konflikter og ikke kun proportionelt. Hvis 12 børn skaber 12 konflikter, skaber 14 børn ikke nødvendigvis kun 14 konflikter. Vi er som pædagoger ansat til at styrke børns sociale udvikling. Det indebærer blandt andet, at vi bruger meget tid på at udvikle deres evne til at omgås hinanden. Blandt andet ved at lære dem at løse konflikter selv. Denne læring kræver tid, rum og ørenlyd. Når man sætter flere børn sammen og dermed øger støjniveauet, har man som voksen ét nærliggende våben, nemlig at bede børnene være mere stille og begrænse deres fysiske udfoldelser. Endnu en opnormering af gruppen til 14 børn kan medføre, at vi som pædagoger kan blive nødt til at gribe ind og måske skælde ud, hvilket på ingen måde gavner børnenes udvikling af selvværd og selvstændighed. Dette underbygges af Erik Sigsgaard i hans bog "Skæld ud".

Flere børn giver mindre tid til det enkelte barn. Vi skal støtte det enkelte barns udvikling på alle udviklingsområder, og det kræver tid, plads og opmærksomhed at skabe en god kontakt/relation til alle børn. Det bliver sværere at få øje på det enkelte barns særlige behov med endnu flere børn på stuerne. Dette er vigtigt, da vi som pædagoger er et af de første led i den forebyggende og støttende indsats over for truede børn og deres familier. I bogen "Børn og den nye sociale arv" skriver Vagn Christensen og Anne Brockenhuus Schack: "Derfor er det også deprimerende, at man med merindskrivninger fuldstændig ser bort for daginstitutionernes meget vigtige betydning for børns udvikling i de afgørende leveår. Især fordi det formentlig er sådan, at institutionerne er vigtigst for børn fra familier, der har vanskeligt ved at honorere omsorgsopgaven" (side 85). Den nuværende regerings fokuspunkt er netop, at vi som pædagoger skal blive bedre til at bryde den negative sociale arv. Forskernes anbefalinger er meget klare: kun kvalitet i daginstitutionerne kan bryde den negative sociale arv, og kvaliteten skal sikres med et generelt løft af normeringerne (Børn&Unge 27/2003). Vi mener derfor, at det er urimeligt at stille dette krav og samtidig forringe vores mulighed for at gøre vores arbejde.

Flere børn giver mere støj. Arbejdstilsynet har lige offentliggjort en rapport, der viser, at 57% af alle vuggestuer har et støjniveau, der overstiger 80 decibel, hvilket ifølge loven kræver høreværn. Ifølge loven er det vores arbejde at stimulere børnenes sproglige udvikling, men det er svært at lære at tale, når man ikke kan høre, hvad der bliver sagt. l "Børn og den nye sociale arv" står der i den forbindelse: "Et eksempel herpå er den diskussion, der i de senere år har været om børns læsefærdigheder i folkeskolen. Diskussionen burde retteligt have handlet om en tidligere indsats, nemlig om børns udviklingsbetingelser i småbørnsalderen. Hvis de ikke får sprog dér, kan man ikke lære at læse" (side 86). Samtidig ved vi, at støj virker stressende. Og flere børn giver mere stress for både personale og børn, bl.a. fordi stressede voksne "smitter" børnene. Skræmmende tal viser, at hvert fjerde barn, som indlægges på en psykiatrisk afdeling, har en stressrelateret lidelse (Børn&Unge 25/2003).

Flere børn giver flere indkøringer og dermed generelt mere uro på stuerne, idet der ofte går en til to måneder pr. indkøring. Flere børn giver mindre tid til kontakt mellem pædagoger og forældre ved aflevering og afhentning. I vuggestuealderen sker den største og vigtigste udvikling i et barns liv, og mange forældre har derfor brug for råd og vejledning for eksempel i forhold til søvn, kost og normal udvikling. Vi prioriterer at have en god forældrekontakt, men det tager tid fra børnene. Hver gang en forælder afleverer eller henter sit barn, afbryder vi kontakten med de andre børn. Flere børn giver flere afbrydelser og mindre tid til fordybelse med det enkelte barn.

Vuggestueområdet har i forvejen problemer med at fastholde og rekruttere kvalificeret personale, og vi er bekymrede for, at 14 børn på stuerne giver større problemer med at skaffe kvalificeret personale. "Hvorfor skal jeg som pædagog arbejde på en stue med 14 børn, når jeg kan søge arbejde i en vuggestue med 12 børn eller mindre på stuen". Selvom der ville blive tilført nogle personaletimer til barn nummer 13 og 14, så mener vi ikke, at det afhjælper problemet med, at gruppestørrelsen bliver for stor - tværtimod! Fire voksne på stuen i stedet for tre betyder ikke, at man skal have overblik over en fjerdedel af børnene. Man skal stadigvæk overskue hele gruppen. En del af vores arbejde som pædagoger består i øvrigt også i at uddanne og "opdrage" medhjælpere og praktikanter i forhold til de pædagogiske retningslinjer i huset.
I medierne og blandt politikerne bliver vores arbejde ofte omtalt som: Pædagoger passer børn. Nej!
Vi passer ikke børn. Vi har ikke taget en 3 1/2-årig uddannelse for kun at holde opsyn med børnene, så de ikke kommer til skade. Vi vil have mulighed for at lave det stykke arbejde, som vi er blevet uddannet til, nemlig at stille de rette udviklingsmuligheder til rådighed for børnene og opfylde de krav, som Lov om social service stiller til os.

Forsvarligt eller ej? Tilbage i 90'erne opnormerede Københavns Kommune deres vuggestuegrupper fra 10 til 12 børn. Vi finder det bekymrende, at der nu opnormeres yderligere, uden at der er lavet undersøgelser af konsekvenserne af den tidligere opnormering. Vores erfaringer er, at vuggestuegrupper med 810 børn er de bedst fungerende.
Kontorchef i Familie og Arbejdsmarkedsforfaltningen Jørgen Hanghøj udtaler, at han mener, at det er forsvarligt at have 14 børn pr. stue (Urban 3/7 2003). Som pædagogisk personale mener vi ikke, det er forsvarligt. Vi kan godt blive enige om, at 14 børn ikke vil komme til skade i en gruppe, men vi mener, at disse 14 børn på stuen tager skade rent udviklingsmæssigt.

Børn & Unge nr. 34 / 2003