
Du kan skrive til
LÆSERBREVE, Børn&Unge,
Blegdamsvej 124, 2100 Kbh. Ø
E-mail: bladdebat@bupl.dk
Skriv så kort som muligt, højst 2400 enheder. Længere indlæg returneres. Redaktionen forbe-holder sig ret til at forkorte yderligere. Send meget gerne dit indlæg til bladdebat@bupl.dk. Kun læserbreve med fuldt navn og adres-se vil blive bragt. |  |
31/2004
Valgfri forsikring, tak
Af: Mads Jakobsen
Kastrupvej 77 2. th., 2300 København S
I Børn&Unge nr. 24, 25. juni, skrev jeg et læserbrev, hvori jeg kritiserede min fagforening for at tvinge alle medlemmerne til at betale flere tusinde kroner til en pensionsordning hver måned. Også selvom det for mange bedre kan betale sig at bruge pengene til noget andet, typisk at tilbagebetale højtforrentede lån eller forbedre en ejerbolig.
Birgit Elgaard svarede ved at gøre mig opmærksom på, at en del af disse mange penge går til en forsikring. En livsforsikring og en invaliditetsforsikring. Birgit Elgaard mener, at dette er solidarisk over for de medlemmer "som ikke er helt raske, (og som) slet ikke kunne forsikres på normale vilkår".
Min erfaring med forsikringer er denne: Jeg har fået en rørende billig livsforsikring smidt i nakken af min bank. Uden nogen form for undersøgelse af mit helbred. Hvorfor har banken gjort det? Fordi de regnede med at jeg, efter studiet, kom i fast arbejde. At forsikre folk i fast arbejde er åbenbart en god forretning. Og det er da også, hvad PBU gør med de tvungne månedlige indbetalinger. Når man ikke arbejder, ja selv når man er på barsel, stopper indbetalingerne.
Det kan da godt være, at der er en lille håndfuld af medlemmer, der på en eller anden måde holder fast i det pædagogiske arbejdsmarked på trods af åbenlyse, alvorlige sygdomme. Men hvis BUPL synes, at de skal hjælpes til gode forsikringsforhold, så kan BUPL jo bare betale merprisen. Hvor mange tusinde kroner kan det dreje sig om? BUPL plejer jo ikke at være bange for at lade millionerne rulle...
Helt principielt mener jeg, at min fagforening skal gå ind til forhandlinger med mine arbejdsgivere med det formål at sikre medlemmerne bedre løn og arbejdsvilkår. Min fagforening skal ikke forhandle med det mål at holde et kombineret forsikrings/pensionsselskab ved brød.
Svar:
Det er vigtigt for mig at understrege, at BUPL ikke forhandler pensionsvilkår for medlemmerne for at holde liv i PBU.
Pensionsordningen er der for at sikre medlemmerne et rimeligt eksistens-
niveau ved alderspensionering, invaliditet eller død.
Styrken ved at ordningen er kollektiv er, at man derigennem, alt andet lige, får højere pensioner, end man ellers kan få, det bliver administreret billigere, og hele overskuddet på PBU's virksomhed tilfalder medlemmerne - i modsætning til at man ordner sine pensionsforhold i en bank eller et kommercielt forsikringsselskab.
Hertil kommer, at en frivillig forsikringsordning vil medføre helbredsbedømmelse og derigennem betyde, at et ikke ubetydeligt antal medlemmer vil blive ladt i stikken uden eller med reduceret dækning.
Med venlig hilsen
Birgit Elgaard, Formand for BUPL, Næstformand for PBU
Børn & Unge nr. 31 / 2004 |