Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 21
Den sunde slåskamp; Dialog gennem bevægelse
Når børn slås, lærer de blandt andet at iagttage modstanderens bevægelser og aflæse hans kropssprog. Ellers taber de kampen, siger seminarielærer Michael Blume, der fremhæver slåskultur som non-verbal kommunikation
Af: Henrik Stanek
Børn ved ikke længere, hvad det vil sige at slås. De kan hverken finde ud af at angribe eller forsvare sig. De har aldrig lært det, for nutidens voksne forvandler hurtigt børns fysiske nærkontakt til mobning og vold.
I institutionens kvindeunivers bliver børnene opdraget til fred i verden. Derfor er det altid de vilde drenge, der bliver smidt uden for. Det er aldrig de stille piger, der får afbrudt deres leg.
Det er synd, mener Michael Blume. For børn elsker at tumle og prøve kræfter med hinanden, og som lærer i drama, bevægelse og pædagogik på Ikast-Seminariet ser han store pædagogiske muligheder i slåskulturen. Det har han skrevet en bog om.
"Da jeg sloges med snebolde som barn, kastede vi efter hovedet. Til sidst var det så automatiseret, at jeg stadig skal tage mig selv i at sigte efter hovedet, når jeg slås med sne med mine børn. Omvendt havde vi også det æreskodeks, at vi ikke slog på én, der lå ned. Det sidder lige så dybt i mig. Hvis vi lærer børnene at kæmpe på fair vis i institutionerne, vil de respektere deres modstander, den dag de kommer op at slås for alvor," siger Michael Blume.
Og der er god grund til at lære børn at slås, mener han med tanke på, at betjente, buschauffører, p-vagter og andre offentlige personer jævnligt bliver udsat for vold. Ofte bliver volden begået af unge voksne.
"Det gør ondt at få en p-afgift, og så slår de. De er ikke vokset op i en kultur, hvor man lærer at regulere sin slåskamp, så man ikke skader hinanden," siger Michael Blume.
Selv er han vokset op i Sydtyskland og er uddannet gymnasielærer i idræt, pædagogik, drama og historie på universitetet i Bremen. Han har været lærer på Klovne- og Artistskolen i Århus og har arbejdet med stunt og stagefight i mange år. Og så er han vant til at slås med børn i alle aldre.

Hverken tårer eller blod. Michael Blume vil genskabe den kultiverede slåskamp som et middel til maskulin socialisering blandt børnene.
Formålet er ikke at få tårerne til at trille og blodet til at flyde. Meningen er, at børnene skal lære deres egne styrker og begrænsninger at kende under kampe, der er bygget op om regler, ritualer og værdier.
Fysiske kraftprøver styrker især drengenes identitet, selvfølelse og plads i gruppen. Men mange piger vil også gerne slås. Ikke i slagsmål, men i trygge rammer hvor de kan få positive erfaringer med at bruge kroppen og lære deres fysiske og mentale ressourcer at kende.
Det kan for eksempel ske gennem brydekampe, ved at fægte med plasticsværd og i trække- og skubbekampe.
"Uanset hvad man vælger, skal barnet lære at drage omsorg for sin modstander. Derfor er det en fast regel, at de hverken må slå i hovedet eller i skridtet. Overtræder man reglen, taber man kampen, og man bliver bedt om at overveje, hvad man har gjort galt," siger Michael Blume.
I starten kan pædagogerne fungere som sekundanter, der griber ind, hvis et barn overtræder reglerne. Efterhånden som børnene lærer slåskulturen at kende, kan de selv dømme kampene. Alligevel kan pædagogerne ikke undværes. De skal overvære kampene og snakke med børnene om dem. Det er det, der gør kamplegene til et pædagogisk redskab.
"Pædagogerne skal tale med børnene om, hvad der gjorde en kamp god eller dårlig. Hvad sker der, hvis to kæmpende kun angriber og ikke forsvarer sig? Eller hvis den ene kun angriber og den anden kun forsvarer sig? Hvad betyder fairness, og hvordan kan man gøre kampene mere fair? Det er gennem den slags spørgsmål, børnene kan komme frem til vigtige, personlige erkendelser," siger Michael Blume.

Sproglig forskel. På dansk vil man typisk sige, at man kæmper mod hinanden. Michael Blume siger konsekvent, at man kæmper med hinanden, og det forstår børnene udmærket.
"Det er en del af legekulturen, at man leger med hinanden. Børn vil gerne konkurrere med hinanden for at finde ud af, hvem der er bedst. Taberen må respektere resultatet, men han skal også vide, at nederlaget ikke gør ham til et dårligere menneske. Derfor skal de to kæmpere sige tak for kampen," siger Michael Blume.
Hvis et barn ikke vil overholde reglen om at hilse og sige tak for kampen, kan han ikke være med til at slås.
"Sådan er det også, når børnene selv leger. Hvis ikke de overholder reglerne, bryder legen sammen," siger Michael Blume.
Et barn skal selvfølgelig have lov til at sige nej til at slås, hvis han ikke føler sig ligeværdig med udfordreren. Men i det øjeblik en kamp går i gang, må børnene koncentrere sig, og de lærer efterhånden at iagttage modstanderens kropssprog. Er han sur? Finder han nye kræfter? Eller giver han snart op?
"En slåskamp er en stor bevægelsesdialog, hvor man veksler mellem aktion og reaktion. Skal jeg angribe eller vente og se, hvad han laver? Hvis ikke børnene kan aflæse deres modstander, taber de kampen," siger Michael Blume.

En kropslig oplevelse. Især drenge vil gerne bruge deres kroppe til at måle sig med hinanden.
"Drenge ved altid, hvem der løber hurtigst. De søger den slags udfordringer, og dem kan man selvfølgelig lægge låg på. Men så popper de måske op på en uhensigtsmæssig måde. Børn ser vold på film og i pc-spil, men ved at give dem en kropslig oplevelse uden for den virtuelle verden får de den passive vold ud af kroppen. Man kan ikke dæmpe aggressiv adfærd, men man kan kanalisere den ud på en forsvarlig måde," siger Michael Blume og anbefaler, at man taler med børnene om, at film-slagsmål er aftalt spil.
"James Bond snyder, men det kræver et utrolig godt samarbejde at få hans slåskampe til at se ægte ud. Igen handler det om kropsdialog," siger Michael Blume.
Han ser også et andet og mere jordnært behov for slåskulturen, nemlig at mange børn bevæger sig for lidt.
"Efter tre minutters slåskamp er de virkelig udmattede. Men de får trænet deres styrke, smidighed og kondition på en spændende måde."

Ord på følelser. Michael Blume har enkelte gange oplevet, at børn har misforstået reglerne. Men han har aldrig været ude for, at en arrangeret slåskamp har udviklet sig til et alvorligt slagsmål.
"Børn kan sagtens forstå, at de ikke må slå hinanden i hovedet. Men det er vigtigt, at pædagogerne griber ind, hvis en kamp ikke er ligeværdig," siger Michael Blume.
Pædagogerne kan også hjælpe børnene med at sætte ord på de følelser, der opstår under en kamp. Det hjælper børnene til at blive bevidste om deres adfærd og til at sætte grænser for sig selv.
"Det kan være smertefuldt at tabe, men pædagogerne må snakke med børnene om, at det er en normal følelse, og at de ikke bliver et dårligere menneske af den grund. Egentlig skal de være taknemmelige for, at vinderen har vist dem deres svagheder, for så ved de, hvad de skal arbejde med for at blive bedre. Det kan større børn godt forstå," siger Michael Blume.
Det er ikke sikkert, man kan lære børnene at bære et nederlag, erkender han. Men man er nødt til at forsøge.
"Det er vigtigt, at man ikke bare slås med børnene en enkelt gang eller to. Hvis man vil skabe en slåskultur, skal man jævnligt arbejde med slåskampe, så børnene lærer kulturen og dermed sig selv at kende," siger Michael Blume.