Du kan skrive til
Opslagstavlen Børn&Unge,
Blegdamsvej 124, 2100 Kbh. Ø
E-mail: b&u@bupl.dk
eller ringe:
3546 5198 med gode ideer, efterlysninger, beretninger om vellykkede eller mislykkede projekter - kort sagt om alt, der kan interessere andre læsere.
Og det er helt gratis. |  |
04/2005
Opslagstavlen
Fastelavn i metroen
Lørdag den 5. februar kan børn og voksne finde fastelavnsfester på københavnske metrostationer, på Nationalmuseet og på Kultorvet. Fra klokken 11 forvandler metro-togene sig til et sandt cirkus. Klovnepatruljen overtager de førerløse tog og byder på drilleri og fastelavnssjov. Festen slutter ikke, når man forlader toget, for på de mest centrale stationer kan man frem til klokken 13 blive sminket i ansigtet. Allerede nu kan børnene tænke over, om de skal sminkes til en prinsesse eller en farlig tiger. Dagen byder også på koncert med Mek Pek, optog i gaderne og ikke mindst tøndeslagning. Se tid og sted for alle aktiviteter på www.karneval.dk Landsforeningen KIK er arrangementernes hovedarrangør.
Dyrevennerne fortæller
Den søde kære bamsebjørn blev gode venner med en ørn. Og da de havde søde børn, beslutted' de sig for at lave en ørne-bjørne-børnehave.
Således fortæller Bamsebjørnen sin historie i bogen "Flamingoen Frede - og hans venner", hvor man også kan læse om Fru Edderkop, der drak af en kaffeunderkop, og om den møgforkælede okapi, der får alt, hvad den ka' li'. I både tekst og billede er det en skarp lille bog.
Bogen er skrevet af Erling Møllehave, udgivet på Carlsens Forlag og er alle 79,75 kroner værd.
Sådan stimulerer du børn med synshandicap
En ny bog udgivet af "Videncenter for Synshandicap" henvender sig til forældre, pædagoger og andre, som dagligt tager sig af små børn med synshandicap. Bogen er en lille udgivelse spækket med gode ideer til, hvordan man viser et barn, der har svært ved at se, at man f.eks. kommer for at løfte barnet op eller give det en svingtur. Især er det vigtigt hele tiden at fortælle, hvad der skal ske nu, og at lære barnet at bruge sine andre sanser, der hvor synet svigter. Et normaltseende barn ville f.eks. straks se mor komme med sutteflasken og vide, at flasken betyder mælk. Det er sværere for et barn, der ikke kan se flasken, og bogen viser, hvordan man i stedet kan stimulere følesansen og lære barnet, at den aflange, hvide tingest betyder spisetid. Senere lære barnet at sige "flaske". Bogen har foruden de praktiske anvisninger gode afsnit om sansernes funktioner.
Bogen "Småbørn med synshandicap" er gratis og kan bestilles på bestilling@visinfo.dk, også på lydbånd eller i punktskrift. Desuden tilbyder videncentret vejledningsbesøg hos alle børn tilmeldt synsregistret.
Læs mere www.visinfo.dk.
Svært at være kærester
Norske Thomas Hallings bog "Være kærester" er en letlæst bog for de lidt ældre børn. Den beskriver, hvor svært og hvor dejligt det kan være at være kærester. Det der med at klassekammeraterne sender sladdersedler rundt i timen om de forelskede, det med at udveksle navneringe og få dem tilbage i hovedet igen, men også om at sidde bagerst på kyssebænken i biografen. Tidligere har Thomas Halling skrevet bogen om at "Blive kærester", som man passende kunne starte med at læse.
"Være kærester". Udgivet på Forlaget Sesam, 2004. 53 sider, 199 kroner. For de 7-10-årige.
Dokumentarfilm om efterladte efter selvmord
Chok, skyld, vrede, tvivl, angsten for selv at blive drevet til selvmord og spørgsmålet hvorfor? Det er nogle af temaerne i tre dokumentarfilm, der kredser om de mennesker, der efterlades, når en elsket vælger døden som eneste udvej. I de tre film "Den lukkede dør", "Sandheden om et selvmord" og "En anden udvej" fortæller børn af, ægtefæller til og forældre til personer, som har taget deres eget liv. De tre film er produceret i et samarbejde mellem journalist Inger Anneberg og filmproducent Nils Feldballe og støttet af Socialministeriet, Sygekassernes Helsefond og Undervisningsministeriet. Læs mere på www.sorgenvedselvmord.dk Distribution via www.a4media.dk (linket fungerer ikke længere).
Oprør fra maven
"Vi synes, at der er alt for meget fokus på den finere mad, og alt for lidt fokus på den daglige mad, der serveres i kantiner, på plejehjem, i daginstitutioner og i millioner af hjem i hele Norden."
Sådan lyder programerklæringen fra Oprør fra maven, når man klikker ind på deres hjemmeside. Oprør fra maven er en initiativgruppe bestående af blandt andet Katrine Klinken, Camilla Plum, Anne-Birgitte Agger, Karen Leth, Trine
Hahnemann, Hanne Boye, Karna Maj, Maj Flint Larsen, Mette Martinussen og Pernille Skjødt.
Og videre hedder det: "Der er alt for lidt fokus på madkvalitet i det hele taget, og det er som oftest kvinder, som står for den ikke så prestigefyldte daglige, sunde madlavning.
Derfor har vi den 8. marts arrangeret træffet Oprør fra maven, hvor enkelte kvinder og kvinder fra grupper, sammenslutninger og foreninger fra hele Norden, der har mad som omdrejningspunkt i tilværelsen, kan mødes, lytte, feste og snakke."
Se mere på www.oproerframaven.dk
Børn & Unge nr. 04 / 2005 |