artikler
leder
noter
opslagstavlen
debat
årgange
søg
print
noter

34/2003

Nye Fagbøger

Unge seksuelle krænkere - Om overgreb og behandling, af Anders Nyman, Olof Risberg og Börje Svensson (oversat fra svensk). Hans Reitzels Forlag, kr. 220, 184 s.
Når en ung dreng begår et seksuelt overgreb, vækker det mange spørgsmål: Hvem er han? Hvilke omstændigheder har ledt ham til en sådan handling? Er det muligt at forstå ham? Hvordan kan han hjælpes? De tre forfattere har i mange år beskæftiget sig med terapeutisk arbejde med drenge, der har været ofre for seksuelle overgreb. I denne bog skriver de om drenge, der selv begår overgreb. Man følger nogle drenge og terapeuternes fælles kamp for at bryde destruktive mønstre og skabe mulighed for tillid og et håb om en fremtid også for én, der har været krænker.

Handlingsvejledning ved omsorgssvigt, af Steffen Christensen og Claus Holm Thomsen. Kroghs Forlag, kr. 129, 58 s. (hæfte, A5-format).
I hæftet beskrives, hvordan personale i blandt andet daginstitutioner kan handle systemisk, rettidigt og forebyggende, fra de får på fornemmelsen, at et barn bliver omsorgssvigtet, til støtten for barnet er etableret. Desuden er der en række anvisninger på, hvordan samtalen med forældre om bekymring for deres børn kan forberedes, og hvordan den kommunale forvaltning kan introduceres for forældre som en støttemulighed.

Guide til større kreativitet, af Hans Chr. Andersen og Michael Flor Hansen. DR Multimedie, kr. 199, 144 s.
Bogen fortæller enkelt og overskueligt om, hvordan man får mest muligt ud af sine kreative ressourcer. Den er opbygget som en rejseguide og beskriver, hvordan man sikrest kommer igennem alle faserne i den kreative proces og frem til de bedste ideer og løsninger.

Social kompetence - når individet, de andre og samfundet mødes, af Anders Persson (oversat fra svensk). Forlaget Klim, kr. 265, 232 s.
Social kompetence er individets evne til at kunne tilpasse sig en gruppe og indgå i et samspil med andre mennesker. Men hvad er det, vi mangler, når vi påstår, at vi har brug for mere social kompetence, og hvordan kan det gå til, at denne oplevelse af mangel på social kompetence optræder netop nu? Forfatteren betragter fænomenet i lyset af samfundets forandringer. Ved at sammenholde social kompetence med spørgsmål som for eksempel det sociale klima i samfundet, den voksende individualisering, mobning, gruppepres og vold, viser han, at meget af det, der førhen blev taget for givet i relationen mellem individet, de andre og samfundet, nu tages op til fornyet diskussion og forskning.

Børn, der er anderledes, af Anegen Trillingsgaard, Mogens A. Daly og John R. Østergaard (red.). Psykologisk Forlag, kr. 348, 303 s.
Børnelæger, børnepsykiatere og børnepsykologer giver i bogen indhold til diagnoserne: Mental retardering, cerebral parese, autisme, Aspergers Syndrom, dysfasi, dysleksi, DAMP, ADHD, epilepsi, Tourettes syndrom og migræne. Der er gode råd til, hvordan man støtter børn med disse diagnoser.

Socialt samvær mellem børn - inklusion og eksklusion i børnehaven, af Borgunn Ytterhus (oversat fra norsk). Gyldendals Forlag, kr. 248, 276 s.
Bogen giver en ny og spændende forståelse af børns sociale samvær i børnehaven. Hvad sker der i møder mellem børn med og uden funktionshæmning og mellem børn med og uden minoritetsbaggrund. Forfatteren tager udgangspunkt i børns egen forståelse af sociale samværsprocesser. Disse betragtninger underbygges løbende med teoretiske indslag, fortrinsvis fra det sociologiske, men også fra det pædagogiske felt.

Børn & Unge nr. 34 / 2003

Emneord: boganmeldelser; sexuelt misbrug; omsorgssvigt; faglitteratur







Børn&Unge - fagblad for pædagoger og klubfolk organiseret i BUPL. Blegdamsvej 124, 2100 Kbh. Ø tlf. 35465000