artikler
leder
noter
opslagstavlen
debat
årgange
søg
print
opslagstavlen
Du kan skrive til Opslagstavlen
Børn&Unge,
Blegdamsvej 124,
2100 Kbh. Ø
E-mail:
b&u@bupl.dk


eller ringe: 3546 5198
med gode ideer, efterlysninger, beretninger om vellykkede eller mislykkede projekter - kort sagt om alt, der kan interessere andre læsere. Og det er helt gratis.

31/2004

Opslagstavlen

Tilbagebetaling af SP-bidrag for 2004
Som et led i regeringens skattelettelser vedtog Folketinget i foråret, at der ikke skulle betales bidrag til Særlig Pensionsopsparing (SP) i hele 2004 og 2005.
A-kassen har indtil 1. juni 2004 tilbageholdt 1 procent i SP-bidrag af udbetalinger af dagpenge, aktiveringsydelse, uddannelsesgodtgørelse og VEU-godtgørelse. Hvis du har modtaget en af disse ydelser, skal du have tilbagebetalt SP-bidraget fra a-kassen.
Vi forventer at kunne udbetale pengene meget snart. Beløbet - efter fradrag af skat - vil blive overført til din bankkonto med bemærkning om, at det drejer sig om, "Tilbagebetaling af SP-bidrag indeholdt i a-kasseydelser for 2004".
Har du spørgsmål til tilbagebetalingen, er du velkommen til at kontakte dit lokale a-kassekontor.

Til børn om bæredygtighed
Bogen "Jordens fremtid - en bæredygtig udvikling fortalt for børn" solgte mere end 40.000 eksemplarer, da den først udkom på fransk. I den danske udgave, der netop er udgivet på Forlaget Jorden, beskriver tidligere miljøminister Svend Auken bogen som smuk, men uhyggelig. For bogen viser børnene en fremtid, hvor mennesker dør af forurenet vand, hvor landområder opsluges af stigende verdenshave, hvor flere og flere tvinges til at bo i storbyens slumområder, og hvor naturkatastrofer kan ramme med få minutters varsel. Bogen er vidunderligt illustreret med den franske fotograf Yann Arthus-Bertrands fascinerende billeder, som kendes fra vandreudstillingen "Jorden set fra Himlen". Trods bogens skræmmende facts, viser den også, at nutidens børn kan tænke i solenergi, økologi og affaldssortering med videre og på den måde være med til at redde fremtidens Jord.
"Jordens fremtid - en bæredygtig udvikling fortalt for børn", 80 sider, 125 kroner. Forlaget Jorden, mail@forlagetjorden.dk.


En anderledes Rødhætte
En trist historie om en dreng, som savner sin far, udvikler sig til en glædelig genfortælling af Rødhætte. Bedstemor er syg, og drengen får til opgave at overbringe hende en kage. Han vælger den lumske vej gennem skoven, men på den anden side venter ham en glædelig overraskelse.
"Gennem skoven", af
Anthony Browne, 32 sider, 229 kroner. Forlaget Apostrof, info@apostrof.dk.


Idrætssjov i København
Ligesom skolebørnene har deres årlige motionsdag lige før efterårsferien skal børn fra 0-6 år også have deres dag, hvor bevægelse og leg er i fokus. Det er to institutioner i København, der har taget initiativet til "Idrætssjov", som finder sted første gang fredag den 24. september. De mener, at et langt liv med idræt skal begynder allerede i daginstitutionen. Foreløbig er der skabt et netværk mellem københavnske daginstitutioner, men drømmen er, at det skal blive landsdækkende allerede fra næste år. På selve dagen - den sidste fredag i september - skydes det hele i gang på Axel Torv i København med smagsprøver på den idræt og organiseret leg, som daginstitutioner kan byde på. Desuden vil daginstitutioner hver for sig eller områdevis markere dagen med arrangementer. På hjemmesiden www.idraetssjov.dk (linket fungerer ikke længere) kan man finde flere oplysninger om dagen og om netværket. Der er inspiration at hente til idrætslege og mulighed for at finde sammen med andre institutioner, der arbejder med bevægelse og idræt.

Afkod børnenes mobiler
"CU t CS imorn ftrmida" betyder "Vi ses til Counter Strike i morgen eftermiddag"! Ordene kan slås efter i en nyttig sms-ordbog på nettet. Net-ordbogen over sms-sprog indeholder hundredevis af ofte anvendte sms-udtryk og forkortelser på dansk og på engelsk. Ordbogen findes på hjemmesiden http://www.kennov.dk/sms-sprog.htm. Kan du genkende en langstilket rose: @----'---,--- ? Og find selv ud af, hvad GGG betyder ;-)


DEBATMØDE,Mobilisering
Debatmøde i Socialpolitisk Forenings afdeling i Frederiksborg Amt den 28. september 2004 kl. 17-20 i Støberihallen, Nordstensvej 1, Hillerød, om MOBILISERING.
Tema: "Menneskesyn og værdier. Hvor er mennesket, når systemet arbejder?"
MOBILISERING er en social bevægelse i et samarbejde mellem Socialpolitisk Forening, enkeltpersoner og organisationer, bl.a. Dansk Socialrådgiverforening, Danmarks Lærerforening, PMF og BUPL. Formålet er at skabe debat
og initiativer for en anden politik i Danmark, protestere mod ensidige cost benefit-afgørelser, syndebukkeroller og fjendebilleder. At skabe et Danmark
vi kan være bekendt.
Arrangementet er gratis. Mad og drikke kan købes.
Eventuel henvendelse til lokalforeningens formand, Torben Kjær, tlf. 4826 6853,
e-mail torbenk@mail.dk. Se www.mobilisering.dk


Ung mor
Omkring 1000 teenagepiger gennemfører hvert år deres graviditet. Det er en beslutning, der forandrer deres liv, for det er ikke let at være 17 år og skolepige og samtidig skulle passe et barn, lave mad og gøre rent. I bogen "Mor 15+" fortæller teenagemødrene selv om deres meget forskellige motiver til at få børn, og hvordan de hver især tackler tilværelsen som ung mor. For Aminah på 24 var barnet fuldbyrdelsen af hendes ægteskab, mens Nanna på 17 så barnet som en mulighed for at få en ny identitet og have nogen, som altid vil elske hende.
"Mor 15+ - en bog om helt unge mødre", af Marlene Grøftehauge, 136 sider, 178 kroner. CDR-Forlag.

Børn & Unge nr. 31 / 2004









Børn&Unge - fagblad for pædagoger og klubfolk organiseret i BUPL. Blegdamsvej 124, 2100 Kbh. Ø tlf. 35465000