 |  |
31/2004
Københavnske hensyn til søskende
Det er næsten vedtaget, at Københavns Kommune kan tage særlige hensyn til søskende, så de kan komme i samme daginstitution.
"Der er flertal for det i udvalget, men vi skal lige have undersøgt, om det er lovligt at tage ekstra særligt hensyn til søskende," siger Familie- og arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) til JP-København mandag.
Allerede fra 1. januar 2003 har det dog været muligt at tage hensyn til barnets særlige behov på baggrund af konkrete vurderinger, men nu skal det, som det er tilfældet i blandt andre Lyngby-Taarbæk og Esbjerg Kommuner, også gælde søskendehensyn.
Formand for BUPL København Henriette Brockdorff har en blandet holdning til forslaget. Hun bryder sig ikke om, at nogen springes over på ventelisten, men finder det positivt, at der lægges op til en individuel vurdering af børnenes behov for en plads i institutionen.
Gennemføres forslaget vil forældre til flere københavnske børn i institutionsalderen kunne spare tid på at hente og bringe børnene og derved få mere tid sammen med børnene derhjemme.
Børn & Unge nr. 31 / 2004 |