Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2004 Nr.: 32
Plads til børnenes natur
Motorik og muskler har godt af, at børn går i naturbørnehave. Det har flere forskere vist. Nu er to seminarielærere gået et skridt videre. De har undersøgt, hvordan børn oplever naturen og bruger den i fælles lege og til egen fordybelse
Af: Henrik Stanek
Der hviler et romantisk skær over naturbørnehaver. Et skær, der bæres af voksnes forestilling om, at natur og børn per definition hænger tæt sammen. Det er også rigtigt, at det gavner motorik og muskler, at børn bevæger sig i ujævnt terræn. Men det kan være svært at bevise, om de er gladere for at være i naturen end på stenbroen.
To seminarielærere har gjort forsøget, og selv om de ikke kan levere en skråsikker konklusion, er én ting sikker: Børn elsker det store areal, de får stillet til rådighed i naturen, og de udnytter hver en kvadratcentimeter.
"De gemmer sig, de leger rolige og vilde lege, de står uden for legen, og de deltager. Alt det har betydning for, om børn trives. Børnene kan godt blive sure på hinanden, men fordi de har så megen plads, kommer de som regel selv overens igen," siger Anne Høyer fra Jydsk Pædagog-Seminarium i Århus.
Sammen med kollegaen Marian Eriksen har hun studeret børnenes leg i naturbørnehaven ved Mariendal Strand syd for Århus, og det har givet dem et lille indblik i børnenes egne oplevelser af naturen.
"Børnene bruger de materialer, der er lige ved hånden, og tillægger dem de egenskaber, som de har brug for i legen," siger Marian Eriksen, der blandt andet har set træflis anvendt som sovepulver og pilerakler blive til slik.
"Naturen udfordrer børnene til selv at skabe, mens en legeplads altid er designet ud fra voksnes forestillinger om børns behov. Det er en afgørende forskel," siger Marian Eriksen.

Børn har brug for fred. I børns fantasi kan legoklodser også fungere som slik, men naturens materialer er mere mangfoldige i former, farver og variation, understreger Anne Høyer. Dertil kommer, at børn i en naturbørnehave formentlig er mere ude end børn i almindelige institutioner.
"Naturen ændrer sig med årstiderne. Så er der blade på træerne, så er der ikke blade på. Så blæser det, og så er det vindstille. Naturen appellerer forskelligt," siger Anne Høyer.
Børns fantasi og naturlige legekraft gør, at de let forestiller sig, hvordan naturmaterialer kan indgå i en leg. Men det er ikke givet, hvad de skal bruges til, så om andre børn lige præcis accepterer flis som sovepulver og rakler som slik afgøres af forslagsstillerens status i gruppen.
"Først og fremmest skal hun have erfaring med, hvad der virker, når man er i en leg. Dernæst handler det om hendes gennemslagskraft. Sådan er det også i andre børnehaver. Det bliver bare mere tydeligt i naturen, fordi børnene ikke har traditionelt legetøj som i andre børnehaver," siger Anne Høyer.
Naturbørnehaven ved Mariendal Strand råder over et stort areal omkring en træbygning. Der er direkte adgang til stranden. Her må børnene kun gå ned sammen med voksne, men grunden omkring huset er stor nok til, at et barn kan trække sig ud af en leg for at være sig selv.
Det så seminarielærerne en dag, da fire piger var gået op på et åbent græsareal for at lege spark-til-dåse. Efter et stykke tid blev de uenige om legen, og to af pigerne kom med forslag til, hvad de så kunne lave.
Signe ville lege med perler, mens Lotte foreslog en kaninleg, og det var de to andre piger med på. Signe fulgte lidt modstræbende med og plukkede en birkegren undervejs. Legen gik i gang, men Signe stod lidt på sidelinjen og trak blade af sin gren. Hun satte dem omhyggeligt på en tynd pind. Til sidst blev de tre andre irriterede på hende, men hun lod sig ikke anfægte. Tværtimod koncentrerede hun sig fuldt ud om det, hun var i gang med.
Det kunne hun ikke have gjort i en børnehave inde i byen, mener Anne Høyer.
"I en almindelig børnehave er der så lidt plads, at børnene hele tiden afbryder hinanden. De må bruge megen energi på at holde forstyrrelserne ude, mens de har plads til at lege uforstyrret i naturen. Det styrker deres evne til at koncentrere sig," siger Anne Høyer.
Børnene i Mariendal bevæger sig i et spændingsfelt med tre poler: Et hjemsted nær huset med tryghed blandt de voksne. Steder tæt på de voksne, men med udfordringer, for eksempel pilehytten og hulen i krattet. Og fremmede steder uden voksne.
Det giver børnene en følelse af, at de kan eksperimentere med det uoverskuelige på egen hånd, og det gør, at livet aldrig bliver kedeligt, mener Anne Høyer og sammenligner med en almindelig legeplads.
"Der kan børnene groft sagt gynge eller lege i sandkassen. Det kan de også i Mariendal. Der er også små hytter og en bålplads og så ellers ild, vand, jord, luft, grene og træflis. Børnene vil bare gerne lege, og det kan de gøre på deres egne præmisser," siger Anne Høyer.

Vi skal på tuuur! De gange seminarielærerne har fulgt i hælene på børnene, har de bemærket, at de var meget optagede af de biller, bænkebidere og andre smådyr, som de fandt. Men de inddrog dem aldrig i deres lege. De vidste hvad dyrene hed, de tog dem op, kiggede på dem og satte dem så fri igen.
Børnene havde tydeligvis lært af de voksne at behandle dyr med respekt. På samme måde lagde makkerparret fra Jydsk Pædagog-Seminarium mærke til, at børnene blev bragt i et dilemma, når de skulle vælge mellem andre børns dagsorden og de voksnes. Det skete især, når børnene var midt i en leg, og en pædagog råbte: "Så skal vi på tuuur!"
"Øv," lød det fra to af de største piger, en dag pædagogen kaldte en halv time efter ankomsten til Mariendal. De var godt i gang med at forhandle, arrangere, hente græs og røre i mudder ovre ved pilehytten.
Alligevel gik den ene pige over mod mødestedet, mens hun sagde: "Jeg hører altså, hvad de voksne siger."
Den dag skulle børn og voksne på jagt efter krabber, men pigerne fandt hurtigt sammen om en afart af deres leg, hvor de kunne beholde deres roller. Og de voksne opdagede det ikke, fordi de var optagede af deres projekt med at fange krabber.
Men pædagoger bør altid huske at se en tur ud fra børnenes perspektiv, mener Marian Eriksen.
Hvad er vigtigst - børnenes leg, eller at de kommer på tur? Det spørgsmål skal pædagogerne være bevidste om. Det betyder ikke, at de aldrig skal på tur, for børn har både godt af at opleve krabber og at undergive sig reglerne i fællesskabet. Men pædagogerne skal tage udgangspunkt i børnene," siger Marian Eriksen og uddyber:
"Måske skal pædagogerne helt droppe turen. Også selv om det lyder af mere, når de kan fortælle forældrene, at "i dag har vi været på jagt efter krabber." Men som pædagog kan man godt sige til dem, at børnene havde gang i så god en leg, at man valgte at tage afsæt i den."

Naturbørnehaven ved Mariendal Strand
Hver dag klokken 9 bliver 24 børn fra Den Integrerede Institution Langenæstien 6 A i
Århus og 16 indvandrerbørn fra Gellerup kørt ud til Naturbørnehaven ved Mariendal Strand syd for byen.
Her bor børnehaven i et splinternyt træhus, der ligger i et naturskønt område lige ned
til stranden og med skov og krat som nærmeste nabo. Børnehaven råder over et stort naturområde med en stor urtehave, et stort anlagt pilebed, legehuse, huler i krattet, bålplads, gynger og sandkasse. Børnene må frit færdes på hele naturområdet.
Naturbørnehaven har eksisteret i fire år. I de første tre år kom alle børn fra Langenæstien, men sidste forår blev børnehaven udvidet med de 16 tosprogede børn fra Gellerup i et integrationsprojekt.
Det pædagogiske mål for Mariendal er blandt andet
- at give børnene forståelse for sammenhæng i naturen
- at introducere dem til naturlige processer, hvor de selv kan deltage aktivt
- at lære dem at forstå verden omkring sig

Arbejdet i felten
Syv gange har seminarielærerne Anne Høyer og Marian Eriksen besøgt
naturbørnehaven ved Mariendal Strand for at studere de største børn.
Hvert besøg varede omkring tre timer.
På baggrund af deres iagttagelser har de skrevet rapporten "Leg i naturbørnehaven". De kalder deres feltarbejde for et pilotprojekt, da de ikke har lavet et stykke videnskabeligt arbejde, men dog løfter en lille flig af, hvordan børn oplever naturen.
Både Anne Høyer og Marian Eriksen underviser i naturfag på Jydsk Pædagog-Seminarium i Århus. Seminariet bevilgede dem timer, som svarer til en måneds arbejde, til at følge børnene i Mariendal. Feltstudierne gør de brug af i deres undervisning.