Ønsketræ skal glæde udsatte børn

12/07/2015

400 ønskesedler fra børn fra nordjyske asylcentre og børnehjem prydede juletræet i butikscenteret Friis i Aalborg, da træet blev rejst den 25. november 2015. Shoppende kan glæde børnene ved at opfylde et af deres julegaveønsker.

De shoppende i et nordjysk butikscenter opfordres til at tage en ønskeseddel fra et juletræ og glæde et udsat barn med en gave. Børnenes pædagoger har indsamlet ønskesedlerne.

Af Trine Vinther Larsen / Foto: Friis

Mens mange børn i Danmark i disse dage skriver ønskesedler til Julemanden på Grønland, har børn fra en række asylcentre og to børnehjem i Nordjylland i stedet skrevet ønskesedler til helt almindelige danskere, der kunne tænke sig at glæde udsatte børn med en julegave.

I alt er 400 ønskesedler blevet hængt på et stort juletræ i butikscenteret Friis i Aalborg, og børnenes pædagoger har hjulpet med at nedskrive og indsamle julegaveønskerne.

Pædagog Annitta Damsgaard har sammen med børn fra asylbørnehaven Svalen i Tranum bladret BR’s legetøjskatalog igennem, så børnene kunne udpege eller nævne tre julegaveønsker, og deres ønskesedler blev den 25. november 2015 hængt på ønsketræet i Aalborg.

»Jeg håber af hele mit hjerte, at der bliver taget nogle af de sedler og købt nogle gaver. Jeg bliver så glad, hvis der bare er 380 mennesker, der har givet en gave til et barn,« siger Annitta Damsgaard.

Ønskesedler revet væk
Allerede ugen efter træet blev sat op, var de 300 sedler væk, og marketing coordinator, Irma Mujacic, er overvældet over de shoppende aalborgenseres interesse for at hjælpe og købe gaver til børnene.

Ideen til ønsketræet fik centeret fra amerikanske shoppingcentre, hvor den slags godgørenhed er almindelig. Butikscenteret Friis ser initiativet som en måde at gøre det nemt for deres handlende at give en hjælpende hånd.

»De er bare en god ting at have, og noget som kunderne lige kan gøre, mens de shopper. Reaktionerne har været overvældende positive. Rigtig mange vil glæde nogle børn, der ikke er har det så godt eller ikke er vant til at få gaver, og de har sagt til deres venner, at de også skal komme ind og tage en seddel. Det er en lille ting for dem, der køber gaven, men en stor ting, for de børn, som får deres ønske opfyldt,« siger Irma Mujacic.

Bamser og bøllehatte
Det er meget beskedne ønsker, børnene har skrevet på deres ønskeseddel.

»Der er ingen iPhones, playstations eller dyre spil. Deres ønsker kan være alt fra en bøllehat og farveblyanter til en bamse. Det er helt simple og basale ting. Man bliver helt rørt, når man læser dem,« siger Irma Mujacic og fortæller, at mange børn er med til at købe gaverne sammen med deres forældre.

»Gaverne bliver indleveret i vores centerinformation, og det er hyggeligt at se, hvordan børnene går meget op i lave kort til de gaver, som de har købt, og som er til børn, de slet ikke kender,« siger hun.

Ingen skal undvære
Skulle der være ønskesedler tilbage på juletræet, når gaveindsamlingen i Friis i Aalborg slutter den 16. december 2015, vil butikscenteret selv indkøbe de sidste gaver, så alle børn får minimum et ønske opfyldt.

Der er dog et ønske, det kan blive meget svært at imødekomme.

»En dreng fra et børnehjem ønsker sig brændende en ny familie, og det er jo lidt svært, men heldigvis står der også andre ting på sedlen. Der er faktisk en, der har taget sedlen med hjem, så det bliver spændende at se, hvad der kommer tilbage,« siger Irma Mujacic.

Dobbelt op på gaver
Børnehjemmene og asylcentrene afhenter alle gaverne i butikscenteret og fordeler dem til rette modtager. Børn fra to asylcentre i Tranum får deres gaver udleveret ved en stor julefest den 18. december i hallen ved skolen i Tranum.

»Det er sådan et fint initiativ fra butikscenteret. Og vi giver også altid selv en julegave til børnene, så der er dobbelt op på gaver i år,« siger pædagog Catja Simonsen, der er støttepædagog på Center Tranum og har stået for kontakten mellem asylcentrene og butikscenteret Friis i Aalborg.

Børnene fra asylbørnehaven i Svalen skal også deltage i julefesten i Tranum, og pædagog Annitta Damsgaard glæder sig til at se dem få deres gave.

»Jeg skal selv ud og hente en seddel eller to fra træet. Normalt må jeg jo ikke på den måde have noget med børnene at gøre i fritiden, men jeg kan jo godt give dem en gave på den her måde, uden de ved, den er fra mig. Jeg skal i hvert fald i Friis,« siger hun.

Læs også Børn&Unge’s reportage fra asylbørnehaven Svalen i Tranum og asylcenteret Center Tranum. Syriske Roin på forsiden af Børn&Unge ønsker sig en barbiedukke.

Her finder du ønsketræet frem til den 16. december 2015

| Senest opdateret 07-12-2015 |