Klædt på til jobbet

04/13/2016

Struktureret og robust er nogle af de egenskaber, som i stigende grad efterspørges. Sparetider stiller nye krav til pædagoger.

Samarbejdsorienteret, engageret og anerkendende er nogle af de ord, der sættes på drømmepædagogen anno 2016. Det viser en analyse af jobannoncer. Sparetider betyder dog efterspørgsel på andre egenskaber som struktureret og robust.

Af Kåre Kildall Rysgaard

Det vrimler med ønsker til superpædagogen i jobannoncer. Børn & Unge har analyseret tillægsord i 3.552 jobopslag fra Jobindex for et år og løfter sløret for, hvordan den perfekte pædagog ser ud, når der skal ansættes. Den vigtigste egenskab, der efterspørges, er at kunne samarbejde. Derefter følger i prioriteret rækkefølge at være engageret, anerkendende, ansvarsbevidst, mens erfaring havner på en femteplads. 

Ordene: positiv, fleksibel, nærværende, struktureret og humoristisk er også at finde i top 10 over eftertragtede egenskaber. 

Psykolog og rekrutteringsrådgiver Lars Lundmann har analyseret tendenser i rekruttering i sin ph.d. Han kalder det oplagt, at daginstitutioner søger pædagoger, der kan samarbejde.

»Pædagoger skal ikke bare samarbejde med hinanden, men også med forældre og børn,« siger han og peger på, at jobannoncer af og til afslører meget om arbejdspladsen. Annoncerne viser ikke kun ønskerne til de kommende kollegaer.

»Man efterspørger ofte det, man mangler,« siger han.

Blødere værdier
Sammenligner man hurra-ordene i jobannoncer for pædagoger med resten af arbejdsmarkedet, er der store forskelle i ordvalget, fortæller Kaare Danielsen, direktør i Jobindex.

»Normalt bliver ord som målrettet, resultatorienteret og ambitiøs brugt mest, fordi medarbejdere skal levere resultater, måle og dokumentere. De ord er længere nede på listen for pædagoger, der har mere bløde værdier,” siger han.

Nye egenskaber eftersøges
Der er dog tegn på, at dagsordenen fra resten af erhvervslivet bliver overført til pædagogerne. De seneste fem år er en række nye tillægsord myldret frem i jobannoncerne for pædagoger. Det drejer sig om ord som ambitiøs, struktureret, professionel, robust, reflekterende og systematisk.

»Det gennemsyrer hele erhvervslivet, at de bløde værdier er røget lidt ned på listen.  Der er større fokus på at levere resultater og tjene penge. Det smitter også af på det offentlige,« konkluderer Kaare Danielsen.

Robust
De nye hotte tillægsord i jobannoncerne viser, at der i flere år har været fokus på besparelser i det offentlige, mener psykolog og rekrutteringsrådgiver Lars Lundmann.

»Man skal være ambitiøs, for det er vigtigt at få ideer, når der er få ressourcer. Det er også mere vigtigt at være mødestabil og komme til tiden. Når der måske er færre medarbejdere, mærker man, hvis én kommer for sent. Når man er systematisk og struktureret, kan man gøre arbejdet hurtigere,« siger han.

En anden tendens er, at man i større omfang efterspørger robuste pædagoger, der er professionelle. 

»Professionel bliver nogle gange set som en modsætning til at være menneskelig. Det kan handle om at være distanceret. Hvis man er meget personligt engageret, er der større risiko for stress,« siger Lars Lundmann og peger på, at daginstitutionerne helst vil undgå langvarigt og dyrt sygefravær. 


Top egenskaber for drømmepædagogen

Disse tillægsord bliver brugt mest i jobannoncerne, når det gælder om ønsker til en kommende kollega. Ord kan dog også indgå i andre sammenhænge. I opgørelsen er synonymer, bøjningsmåder og ord, der udtrykker det samme, slået sammen.


topegenskaber500

Om undersøgelsen. Sådan gjorde vi

Jobindex er en af Danmarks største jobportaler og har udtrukket jobannoncer for pædagoger for 2015. Efterfølgende har Børn&Unge fået annoncerne analyseret. Kun jobannoncer hvor daginstitutioner, klubber eller SFO er nævnt er taget med, mens jobannoncer om socialpædagoger og pædagogmedhjælpere er sorteret fra. Tilbage er 3.552 jobannoncer. Med et program, der genkender enslydende ord, er synonymer og ord, der udtrykker det samme, slået sammen. For eksempel er ord som teamsamarbejde, samarbejdsevne og samarbejde slået sammen til, at pædagogen skal være samarbejdsorienteret. Analysen er foretaget af Analystik.dk


Kvalifikationer som trender

Nogle egenskaber hos pædagoger er kommet i højere kurs. Denne oversigt viser tillægsord, som trender i jobannoncer fra fjerde kvartal 2010 til fjerde kvartal 2015. I perioden er der sket en stigning på 68 procent i jobannoncer for pædagoger, fordi finanskrisen er drevet over. Men de ord, der trender, bliver brugt markant mere end den generelle udvikling i jobannoncer.

trendegenskaber500

*Oversigten gælder alle jobannoncer, hvor ordet pædagog bliver nævnt. Altså indgår socialpædagoger, pædagogmedhjælpere og lignende faggrupper også. 

Læs også 'Søges: Robuste pædagoger'

Læs hele temaet

| Senest opdateret 13-04-2016 |