Faglighed er dit værn imod at handle ondt

08/22/2014

dortheBIRKMOSE

Pædagoger, som føler sig pressede og afmægtige, risikerer at udvikle en forrået tilgang til kolleger, forældre, børn og vilkårsdiskussioner. Faglig tænkning er deres bedste værn mod ondskab, siger psykolog og forfatter Dorthe Birkmose

Af Trine Vinther Larsen

Når psykolog Dorthe Birkmose holder foredrag om sin bog, ’Når gode mennesker handler ondt’, kommer reaktionerne prompte: ’Ej, det gør jeg ikke’ og ’Du skal ikke komme og kalde mig ond’, lyder det fra tilhørerne, som ofte er pædagoger.

»For fagprofessionelle, der er ansat til at hjælpe, udvikle og drage omsorg for andre mennesker, er det enormt angstprovokerende at tænke på, at de kan komme til at ydmyge eller krænke. Det strider imod omsorgsarbejdernes selvforståelse som nogle, der gør gode ting for andre, og derfor reagerer mange med vrede eller benægtelse. Eller de bliver kede af det, fordi de bliver klar over, at de faktisk har stået i situationer, hvor de har gjort skade på andre,« siger Dorthe Birkmose. 

Hun håber med sin bog og sine foredrag at bryde tabuet om ondskab i omsorgsfagene og bidrage til en udvikling, hvor man i hvert fald tør tænke tanken, at man kan komme til at handle ondt. 

Ondskab er tabu
Men bare det at kalde det ondskab er nok til, at nogle afholder sig fra at læse hendes bog. Og hun har oplevet fagbladsredaktører redigere det helt centrale begreb ud af hendes indsendte indlæg. Alligevel insisterer hun på at bruge ordet ondskab. 

»I litteraturen sondrer man mellem den store og den lille ondskab. Den store ondskab foregår i krig og under tortur, mens den lille kan være den, som finder sted blandt personaler, der er ansat til at hjælpe andre. Men sondringen giver ikke mening, når man tænker på, at soldaten og bødlen faktisk er ansat til at udføre ondskab, mens omsorgspersonalet er ansat til at gøre godt og alligevel gør ondt. Vi er nødt til at kalde ondskab for ondskab for at kunne opdage den og se den i hos os selv og tale om den, så vi i sidste ende kan bekæmpe den,« siger Dorthe Birkmose.

Først kommer forråelsen 
Et andet tabubelagt begreb, som Dorthe Birkmose bruger i sin bog og ligeledes finder allestedsnærværende i både sundheds- og socialarbejdet i dagens Danmark er ’forråelse’. Hvor hun definerer ondskab som den handling at gøre andre ondt, er forråelse i bogen beskrevet som en proces, hvorigennem mennesket bliver tiltagende råt, brutalt, koldt og kynisk i sine tanker og herigennem i stand til at handle ondt.

Processen kan vare alt fra få timer til uger eller år, men altid går den fra, at man får impulser til at handle ondt, over at man begynder at handle ondt, til man til sidst har handlet ondt så ofte, at man får overbevist sig selv om, at handlemåden faktisk er god.

»Man siger måske, at det er okay at råbe ad eller sende Ebbe i skammekrogen, når han reagerer voldsomt, fordi det giver de andre børn ro. Men det er bare en bortforklaring af den ydmygelse, sådan en timeout er for drengen,« siger Dorthe Birkmose.

Svære arbejdsvilkår
Dorthe Birkmose understreger, at hun har den dybeste respekt for det hårde og ordentlige arbejde, pædagoger hver dag udøver trods de svære vilkår.

Det er blandt andet dårlige normeringer, manglende tid og for få ressourcer, Dorthe Birkmose ser som katalysator for, at forråelsen kan træde til. Hun henviser til en nyere undersøgelse fra SFO-området i Aarhus, som viser, at pædagoger ofte oplever, at børnene råber, slår og sparker. Og det kan være frustrerende, når man gerne vil hjælpe og lave aktiviteter med dem. 

»Så er det klart, at man skruer ned for empatien og kan få lyst til at skælde ud eller det, der er værre. I sådanne situationer er der en enorm risiko for forråelse, og her er det vigtigt at sige, at pædagoger, der reagerer med afmagt ikke er onde. I psykologien findes ikke onde mennesker, kun onde handlinger. Men alle mennesker kan af afmægtighed, og hvis de er presset langt nok ud, drives til forråelse og onde handlinger,« siger Dorthe Birkmose.

Tør tisset op 
Dorthe Birkmose har ikke mindst fra chokerede pædagogstuderende hørt om en øget brug af timeouts og andre straf- og belønningssystemer i daginstitutioner. I sin bog fortæller hun, hvordan vuggestuebørn er blevet tvunget til at tørre deres eget tis op, efter de har fået skældud. Et andet barn er som en straf blevet udelukket fra fællesskabet og må stå og kigge ind gennem ruden til de andre børn, der spiser deres madpakker. 

»Konsekvenspædagogikken er i alle afskygninger blevet mere populær end nogensinde. Selv undervisningsministeren fremhæver muligheden for at straffe børn i folkeskolen, og jeg ser det som udtryk for afmagt,« siger Dorthe Birkmose, der vedgår, at pædagogers oplevelse af afmagt kan være frygtelig reel.

»De onde handlinger sker ikke, fordi nogen her ønsker at handle ondt eller har nogen plan om at såre eller skade nogen. Det er netop en tankeløs ondskab, der er tale om, hvor man kommer til at krænke, fordi man handler uden at tænke sig om. Det er ikke, fordi man ikke er fagligt dygtig, men fordi man er så presset på tid og ressourcer, at man kun kan brandslukke,« siger Dorthe Birkmose.

6 pædagoger til 120 børn
Dorthe Birkmose mener, at forråelsen på børneområdet får grobund på grund af barske besparelser, flere børn med store vanskeligheder, hårde fyringsrunder og øgede krav og kontrol fra politikere.

Fra interventionsprojekter i institutioner og gennem sine foredrag for pædagoger, kender hun til eksempler, hvor normeringen i eksempelvis en børnehave er på seks pædagoger ansat til 120 børn. 

»Med den normering er der ikke meget, man kan gøre, ligegyldigt hvor dygtig man er. Og skal der spares 12 milliarder på blandt andet børne- og ungeområdet inden 2020, så bliver det kun værre,« siger Dorthe Birkmose.

Se ondskaben i øjnene 
Forråelsen kan langtfra kun findes mellem pædagoger og børn. Den hersker også i forholdet mellem pædagoger og forældre, mellem kolleger, mellem ledere og medarbejdere, og mellem ledere og politikere, ligesom den mærkes i samfundet, hvor der for eksempel florerer fortællinger om, at alle da kan passe børn. 

Alle skal se deres egen ondskab i øjnene, men Dorthe Birkmose giver politikerne et særligt ansvar. 

»Det politiske niveau gennemsyrer et helt samfund, og det er politikerne, som har vedtaget besparelserne, og deres fejl er, at de ikke vil tale om de forringelser, besparelserne medfører. De sovser besparelser ind i positive ord som optimering og effektivisering, men pædagogerne kan jo hver dag se de negative konsekvenser. Og det gør bare pædagogerne endnu mere afmægtige ikke at måtte tale om det, der foregår,« siger Dorthe Birkmose.

Faglighed som værn
For ikke at deltage i et kollektivt selvbedrag flygter mange pædagoger derfor ud af faget eller ind på diplom- og masteruddannelser. De, der bliver, enten forliger sig med forringelserne og bliver tiltagende selv forrået, eller de kæmper imod ved at skabe sådan nogle små øer, hvor man kan holde fanen højt.

»Man prøver at hæge om fagligheden og de gange, man gjorde det godt, uden at være blind for, at man ikke altid gør det godt nok. Det er netop den faglige tænkning, der er det bedste værn mod ondskaben og forråelsen. Vi har brug for faglig dialog for at skabe refleksion og undgå selvbedraget om, at vores onde handlinger er gode. Ellers risikerer man at flytte grænsen for, hvad der er okay, og acceptere, at man omsorgssvigter et omsorgssvigtet barn, fordi kommunen ikke har ressourcer til støttetimer. Så har man ændret moral, og så begynder det at blive rigtig uhyggeligt,« siger Dorthe Birkmose, der ville ønske, hun havde en vaccination mod ondskab eller en billig løsning på problemerne.

»Her er ingen nemme løsninger. Det er benhårdt at kæmpe for fagligheden, men også nødvendigt. Hvor der er faglig tænkning, kan forråelsen ikke få rigtigt fat,« siger hun. 

TRE TYPER ONDSKAB

Ondskab er, når vi gør andre ondt – forstået som at skade andre fysisk og/eller psykisk ved ekstreme og grænseoverskridende handlinger. Der skelnes mellem tre typer ondskab:

IDEALISTISK ONDSKAB
• Hvor man gør andre ondt, selvom man har gode intentioner: Et klassisk eksempel er lægevidenskabens tro på, at det hvide snit var løsningen på psykiske sygdomme. Det kan også være strafudøvelse ud fra et ideal om konsekvenspædagogik.

EGOISTISK ONDSKAB
• Hvor man tager mere hensyn til sig selv end til andre: Et ekstremt eksempel er seksuelt misbrug af børn. Men det sker også, når pædagoger ikke siger fra over for de forringelser, som de kan se gør ondt på børnene, fordi de selv er bange for at blive fyret i næste fyringsrunde.

TANKELØS ONDSKAB
• Hvor man gør andre ondt, fordi man ikke har tænkt sig om: Det sker, når pædagoger i joviale vendinger under et personalemøde fortæller nedgørende historier om, at de forældre er ’mærkelige’ – og det barn er ’besværligt’. Man risikerer at sænke empatien og derved skabe grobund for forråelse.

 

dortheBIRKMOSEbog

Om bogen
’Når gode mennesker handler ondt – tabuet om forråelse’ af Dorthe Birkmose, Syddansk Universitetsforlag, 234 sider, vejl. pris 299 kroner.


Dorthe Birkmose
Er praktiserende psykolog, foredragsholder samt kursusleder på en neuropædagogisk efteruddannelse. Hun arbejder især med motivation, faglig sparring og supervision i sager om problemskabende adfærd. Det foregår i døgninstitutioner, på sygehuse, plejecentre og i dagtilbud. Pædagoger er den faggruppe, hun oftest møder gennem sit arbejde.

Se også bloggen www.dorthebirkmose.dk

ondskabens psykologi

Nedslag i ondskabens psykologi 

Særligt tre eksperimenter fra psykologiens verden er berømte for at påvise, hvordan gruppepres, autoriteter eller bestemte situationer kan få ellers gode mennesker til at handle ondt

1

I 1950’erne undersøgte den amerikanske psykologiprofessor Solomon Asch menneskets tendens til konformitet. I hans eksperiment blev en person, som troede, han var med i en synstest, placeret i en gruppe, hvor de øvrige var skuespillere. Alle fik opgaven at skulle sammenligne én linje med tre andre og udpege den linje, de mente, havde samme længde som den første. Skuespillerne var instrueret i at svare enslydende forkert, og trods deres åbenlyse forkerte svar gav 75 procent af deltagerne mindst én gang det samme forkerte svar som skuespillerne. Eksperimentet viste, at vi har tendens til at handle imod vores egen overbevisning for ikke at stikke ud fra gruppen. 

2

Amerikaneren Stanley Milgram påviste i 1961, at autoriteter kan få mennesker til at underkaste sig deres vilje og skade andre. I det berømte eksperiment gav en leder i hvid kittel ordrer til en lærer (forsøgspersonen) om at sende stadig stigende strømladninger igennem en elev (en skuespiller), hvis eleven svarede forkert på en øvelse om at huske en række ord. Under forsøget kunne læreren ikke se eleven (som i virkeligheden ikke fik stød), men han kunne høre eleven jamre ved stødene. Lederen opfordrede forsøgspersonerne til at fortsætte ved for eksempel at sige: ’Forsøget kræver, at De fortsætter’. 65 procent var villige til at adlyde og give maksimalt stød (450 volt).
Se videooptagelse af forsøget, kortlink.dk/ehcc

3

I 1973 foretog Philip Zimbardo et eksperiment, hvor 21 studerende fungerede som henholdsvis vagter og fanger i et simuleret fængsel på Stanford University i USA. Vagterne bar uniform og mørke solbriller for at deindividualisere dem og give dem gruppetilhørsforhold. Fangerne bar en ydmygende, dehumaniserende påklædning for at vise deres underlegenhed. Forsøget skulle vare to uger, men efter bare seks dage måtte det afbrydes, da fem fanger brød sammen. Vagterne var gået langt over stregen og havde udsat fangerne for psykiske og fysiske overgreb. Det kunne konkluderes, at bestemte situationer, roller og forventninger dertil kan skabe onde handlinger.
Se BBC-program om forsøget, kortlink.dk/ehcd

Kilde: Dorthe Birkmose, som refererer til blandt andre de tre ovennævnte eksperimenter i sin bog ’Når gode mennesker handler ondt – tabuet om forråelse’.  

siegFRA

| Senest opdateret 22-08-2014 |