Besparelser: Nu ryger mælken
Også i 2012 skal der spares på daginstitutionsområdet. Det går især udover antallet af pædagoger. Men i Kolding går det også ud over børnenes sundhed. Nu spares mælken væk.
Af Vibeke Bye Jensen, vbj@bupl.dk og Birgit Søes Rasmussen, b&u@bupl.dk
I år vil kommunerne spare 325 millioner kroner på daginstitutionsområdet. Det viser en optælling af kommunernes budgetter for 2012 fra Danmarks Statistik. Og hvis det skal gå som i de forrige år, vil besparelserne sandsynligvis betyde flere fyringer af pædagoger.
I Kolding har de dog fundet en anden måde at spare på. Daginstitutionerne i Kolding skal spare 0,2 procent på budgettet i år. En hel stribe af dem har valgt at spare mælken væk.
Hvis forældrene vil følge Fødevarestyrelsens anbefalinger om at et barn i voksealderen skal drikke en halv liter mælkeprodukt om dagen, må de nu selv sørge for, at deres børn får behovet dækket. Fra årsskiftet er mælken sparet væk i mange børnehaver, og børnene drikker i stedet for vand til den medbragte mad.
Læs nyhed om besparelser i 2012
I Midtbyens Børnehus i Kolding har børnene tilsyneladende ikke noget imod at bytte mælken ud med ’gåsevin’. De synes mest bare, at det er spændende at hente vand i stålkander, fortæller Linda Fredensborg. Institutionen sparer 50.000 kr., hvilket svarer til 0,2 procent af budgettet, på mælken.
»Her gør det mindst ondt at spare. Alternativt kunne vi have skåret ned på aktiviteter og ture ud af huset, men det er vigtige kerneområder, som vi meget nødigt skærer i. Jeg er sikker på, at forældrene nok skal sørge for, at deres børn får mælk nok derhjemme. Skulle det ske, at vi som personale får kendskab til, at et barn ikke er godt nok ernæret, griber vi naturligvis ind med vejledning til de pågældende forældre,« siger Linda Fredensborg.
Kolding Kommunes daginstitutioner er også blevet pålagt at finde besparelser på budgettet de kommende år. I 2013 skal der skæres 0,4 procent, mens øvelsen hedder 0,6 procent i 2014, og 0,8 procent i 2016.




